Ni hjemmekampe i Metalligaen er lig med 27 point. I alt er det efter 17 spillerunder blevet til hele 40 point og en suveræn førsteplads...

Det kan være svært at få armene ned.
Ni hjemmekampe i Metalligaen er lig med 27 point. I alt er det efter 17 spillerunder blevet til hele 40 point og en suveræn førsteplads - hele 10 point foran nummer to Rungsted, og der bliver forhåbentlig lagt lidt mere på kamp for kamp.
Ud over fint tempofyldt spil har publikum i de senere opgør fået en spændende – måske også for spændende – afslutning, hvor Piraterne har trukket fra i den afgørende fase og hevet sejren hjem.
Det er sket med tre næsten lige stærke angrebskæder, suppleret med en fjerde, der nok ikke har scoret så mange mål, men formået at lukke godt af.
En, der også har formået at lukke godt af, er målmand Georg Sørensen. Han har været et rigtig scoop – akkurat som de fleste af sæsonens nyindkøb. Sportschef Ronny Larsen har ikke blot haft en heldig, men også dygtig indkøbshånd.

God kortblander
Tag f.eks. den sidst ankomne, den 29-årige svensker Thom Flodquist. Han startede i fjerdekæden, men har med succes gået ind i en af de øvrige tre kæder som erstatning for en skadet spiller. Sidst mod Rungsted, hvor man spillede sammen med Julian Jacobsen og Mikkel Højbjerg i Martin Højbjergs fravær.
Træner Garth Murray havde dygtigt blandet kortene således at Jeppe Jul Korsgaard, Olivier Hinse og Kirill Kabanov denne gang dannede førstekæden, og således kom til at spille over for Rungsteds mest scorende folk.
Felix Scheel var tilbage efter sin lange pause og gled fint ind spillet sammen med sine gamle ”legekammerater” Pierre-Oliver Morin og Thomas Spelling.
Alle tre angrebsklæder kom på scoringslisten, og to af de backer – Lasse Bo Knudsen og Tim Davison - der normalt holder sig lidt tilbage, bragede to pucke ind bag Rungsteds Thomas Lillie.

Nyt kampprogram
Eneste minus var tilskuerantallet. 2.517 overværede topbraget, og det var det lavede antal tilskuere til sæsonens første 9 hjemmekampe, som i alt er blevet overværet af 28.004 tilskuere. Men en tirsdag aften på en lidt trist og mørk novemberaften er måske ikke lige sagen.
I det hele taget forekommer spilleplanen ikke særlig publikumsvenlig. Adskillige gange afløser 3-4 hjemmekampe i træk 3-4 udekampe i træk.
Tag f.eks. at når Pirates tirsdag 26. november har spillet hjemme mod Sønderjyske, venter der fire udekampe i træk. Af de 9 kampe i december er kun de 3 på hjemmeis – alle oven i købet på søndage. To kl. 15.00 og en formentlig publikumssællert søndag den 29. om aftenen mod Frederikshavn.
Kampprogrammet hænger uden tvivl sammen med måden, det bliver til på. Fra sidste sæson får de dårligst placerede hold efter tur lov til at komme med deres ønsker. Ergo må topholdene vente til sidst med deres ønsker.
Kunne man ikke som i ”gamle” dage nedsætte et programudvalg, som fik til opgave at lave et mere retfærdigt og ikke mindst publikumsvenligt program. I dag har de fleste klubber to isarenaer til rådighed, så det burde vel være muligt at lave en bedre fordeling med skiftevis en kamp hjemme og dernæst en ude.
Og skulle klubberne få to hjemmekampe i træk og to udekampe i træk går vel også nok. Men ikke fire…

Artige Pirater
Piraterne ligger i top såvel pointmæssigt som tilskuermæssigt. Til gengæld må det nok blive til en bundplacering, når det gælder udvisningsminutter.
I de første 17 kampe er det blevet til i alt 143 straffeminutter. Fordelt med 54 x2minutter, en 5 minutters, en 10 minutters samt en 20 minutters.
54x2 minutter giver i gennemsnit godt 3x2 minutters udvisninger pr. kamp, hvilket må siges at være i den pænere side.
Alt i alt.
Ikke så ringe af vore Piratvenner.


Rødovre sendt hjem med lussing Spillerstatistik efter runde 17.