En skidt kamp fra Pirates endte med at koste et nederlag på hjemmebane, da de forsvarende danske mestre, Rungsted Seier Capital, var på besøg. Pirates var bagud i store dele af kampen, men det lykkedes aldrig at sætte et mindre afbudsramt Rungsted under pres. Pirates lavede flere fejl, som Rungsted udnyttede til sejren.

Aalborg Pirates - Rungsted Seier Capital 3-4 (1-1, 2-2, 0-1)
Mål: 03:16 0-1 André Pison Stærmose (Kolppanen) SH, 16:17 1-1 Julian Jakobsen (Knudsen, Korsgaard) SH, 26:43 1-2 Donat Szita (Hansen, Bjerrum), 27:32 2-2 Stephen Anderson (Morin, Korsgaard), 32:32 3-2 Tobias Ladehoff (Bjorkstrand, Spelling), 38:47 3-3 Marcus Olsson (Jensen, Persson), 49:34 3-4 Mathias Lehmann Hansen (Madsen, Jensen) SH

Udvisninger: Pirates 3x2 min., Capital 4x2 min.
Tilskuere: 2078

Aftenens kamp var et opgør mellem top og bund, da Rungsted Seier Capital, der i øjeblikket ligger på 9. pladsen var på besøg i Gigantium Isarena. Pirates er på 1. pladsen med 17 point efter de første syv kampe, hvor Rungsted er det eneste hold, som Pirates endnu ikke havde mødt. Rungsted ligger derimod på sidstepladsen med bare fire point for seks kampe i denne sæson, hvilket er noget overraskende.

Til aftenens kamp mod de forsvarende danske mestre kunne cheftræner, Garth Murray, stille med samme hold, der i fredags havde besejret Esbjerg Energy med 5-4 efter straffeslag. Det var en trup uden forwards Kirill Kabanov og Emil Marcussen samt reservemålmand, Frederik Søgaard.
Rungsted Seier Capital var uden det offensive trekløver bestående af Hampus Gustavsson, Nichlas Hardt og Henrik Hetta, mens Donat Szita er kommet på holdkortet til aftenens kamp for Rungsted Seier Capital.

Det var en meget rodet første periode, hvor der var masser af fejl i begge ender af isen. Chancerne var få til begge hold. Pirates fik kampens første powerplay, men Pirates fik ikke sat spillet op. Anders Koch slog efter pucken, men missede den, og så kunne André Pison Stærmose komme alene mod George Sørensen, hvor han satte pucken sikkert i nettet.
Derefter overtog Rungsted store dele af spillet, og det var også Rungsted, der i flere omgange var tættest på at score yderligere i perioden.
Pirates fik endnu en mulighed i powerplay, hvor spillet var blevet bedre, og man fik sat spillet op og kom til flere gode muligheder. Pirates fik deres første udvisning, og Rungsted havde muligheden for at komme på 0-2, men i stedet var det Pirates' kaptajn, Julian Jakobsen, der opsnappede en løs puck og skøjtede mod Rungsteds mål, hvor han satte pucken sikkert i nettet bag Ville Kolppanen til udligning.
1-1 efter 1. periode, hvor det var Pirates, der havde skuddene, men det var Rungsted, der virkede farligst.

Pirates gav Rungsted mulighederne for at score mål, da man ikke spillede optimalt i egen zone, hvor man tillod Rungsted for meget plads og mulighed for at sende pucken på mål.
Det var også Rungsted Seier Capital, der scorede periodens første mål, da Rungsteds nye ungarske forward, Donat Szita, skovler pucken mod mål, og den går i nettet via Nikolaj Carstensen, der roder rundt på isen og ind i mål. Dommerne skulle lige tjekke det igennem på video først, men målet stod. Kort efter var det Pirates, der bragte balance i regnskabet, da Pierre-Olivier Morin opsnappede pucken i offensiv zone, hvor han smed den til Stephen Anderson, der bare skulle sætte staven på den og udligne til 2-2.
Det var med til at give et boost for Pirates, der forsøgte mere, og det gav også pote, da Thomas Spelling spillede pucken frem til Patrick Bjorkstrand, der ikke kunne score, men Tobias Ladehoff fulgte op og scorede dermed for tredje kamp i streg.
Rungsted kæmpede videre, og det blev også til udligning til 3-3, da Pirates ikke fik tacklet ud, og Morten Jensen kunne let sende pucken mod mål, hvor han blev rettet af et par gange og gik via Marcus Olssons benskinne og ind bag George Sørensen. Dommerne skulle endnu en gang tjekke målet igennem, men der var ingen tvivl; scoringen stod.
3-3 efter 2. periode, hvor Pirates kom til muligheder, men blev for passive i egen zone, og Rungsted havde marginalerne på sin side.

Pirates spillede en skidt 3. periode, hvor det var Rungsted, der var klogest, og forcerede masser af fejl af Pirates, der ikke kunne komme igennem zonen. Selvom Pirates fik et par muligheder i powerplay, så var det Rungsted, der var farligst og fik scoret til 3-4, da Mathias Lehmann Hansen kunne sende pucken i nettet bag George Sørensen.
Pirates havde et par gode muligheder, hvor bl.a. Thomas Spelling testede stolperne, men pucken ville ikke krydse stregen. Rungsted spillede klogt og var gode til at få en stav i vejen for afleveringerne, så pucken ikke kom frem til destinationen.
Med under to minutter var det Pirates, der fik det sidste powerplay, og alt blev sat ind for at udligne, hvor man spillede uden George Sørensen i målet. Selvom Pirates var 6mod4, så var det Rungsted, der var tættest på at score, da Pison sendte pucken tæt forbi det tomme mål.
Tiden løb af uret, og Pirates kunne notere sæsonens første nederlag på hjemmebane, hvor Pirates spiller næste gang på udebane, hvor turen, mandag aften, går til Frederikshavn.


VIDEO: Interviews efter kampen mod Rungsted Optakt: Gentagelse af sidste sæsons finale i Gigantium