Fredag aften var Pirates på besøg i Odense, hvor Bulldogs tog imod. Det lignede en sikker sejr til Pirates, da Jeppe Jul Korsgaard bragte Pirates på 0-3 i 3. periode. Odense kom tilbage, men Pirates endte med sejren og de tre point.

Odense Bulldogs - Aalborg Pirates 2-3 (0-1, 0-1, 2-1)
Mål: 00:24 0-1 Josh MacDonald, 24:04 0-2 Josh MacDonald (Morin, Spelling) PP, 45:21 0-3 Jeppe Jul Korsgaard (Ladehoff, Kabanov), 50:15 1-3 Cody Donaghey (O'Donnell, Anker Christensen), 51:14 2-3 Michael Eskesen (McNally, Hardarson)

Udvisninger: Bulldogs 1x10 min. (Michael Eskesen), 4x2 min., Pirates 4x2 min.
Tilskuere: 375

Pirates var på besøg i Odense, hvor stimen på fem sejre i træk skulle udbygges og et vigtigt skridt mod Final4 skulle tages. På holdkortet var der stadig et mindre mandefald, hvor backerne Nikolaj Carstensen, Martin Lefebvre og Victor Panelin-Borg samt forwards Martin Højbjerg, Jonathan Brinkman, Daniel Madsen og Jonas Jakobsen var ude til kampen.

Pirates fik en drømmestart på kampen, da Odenses Cody Donaghey lavede en fejl, og den slog Josh MacDonald til på efter bare 24 sekunder. Den perfekte start på kampen for Pirates med alle de mangler, der er til kampen.
Odense kom med et stort pres på George Sørensen i store dele af perioden, hvilket vi havde nogle problemer med at spille os ud af. George Sørensen havde dog fundet en af de gode kampe i Odense, så Pirates var oppe med 0-1 efter de første 20 minutter.

2. periode var domineret af flere udvisninger, hvor Pirates udnyttede det første powerplay i perioden, da Josh MacDonald blev dobbelt målscorer, da han sendte pucken i nettet efter opspil fra Pierre-Olivier Morin og Thomas Spelling. Kort efter havde Pirates igen muligheden i powerplay, men det lykkedes ikke at udnytte en mulighed.
I stedet fik Odense et par muiligheder i powerplay, men defensiven arbejdede godt for hinanden og det lykkedes at holde Odense fra at komme tilbage i kampen.
Det var 0-2 til Pirates efter 2. periode i en meget lige kamp, hvor der blev arbejdet godt.

3. periode skulle overståes uden skader og karantæner og så ville man også holde nullet for George Sørensen for anden kamp i træk.
Pirates havde flere gode muligheder, og det blev også til 0-3, da Jeppe Jul Korsgaard afsluttede et fint angreb for Pirates. Det lignede en afgørelse af kampen, men Odense fik muligheden i powerplay kort tid efter.
Det lykkedes at holde Odense fra at score i powerplay, men kort efter kollapsede Pirates, hvor Odense fik scoret to gange indenfor et miunt. Først var det Cody Donaghey, der sendte pucken i nettet fra slottet og efterfølgende var det den fynske kaptajn, Michael Eskesen, der bragte yderligere spænding ind i kampen.
Pirates virkede rystede, men sejren blev arbejdet hjem i de sidste otte minutter.

Spillet var ikke kønt, men Pirates fik alligevel de tre point på kontoen, og kunne tage et stort skridt mod endnu et Final4 arrangement.

Pirates spiller sidste kamp inden landsholdspausen på søndag, hvor Rødovre Mighty Bulls gæster Bentax Isarena. Der er kampstart kl. 15.00.


Optakt: Final4 kan sikres søndag eftermiddag SLUTSPURT! METAL LIGAENS KNÆK CANCER-indsamling endte på 609.013 kroner