Aalborg Pirates fuldende et stort comeback i tredje periode, da de vendte et truende nederlag til sejr med tre scoringer i kampens sidste tyve minutter mod Rungsted Seier Capital. Med sejren bringer de nordjyske pirater sig tilbage på førstepladsen i Metalligaen.

Aalborg Pirates – Rungsted Seier Capital 3-1 (0-1, 0-0, 3-0)
Mål: 01:57 0-1 Maksim Popovic (Lindgren, Östlund), 47:54 1-1 Julian Jakobsen (Ladehoff, Anker Christensen), 53:48 2-1 Matt Salhany (Korsgaard, De Naples), 58:32 3-1 Tommy Giroux (Ladehoff)

Udvisninger: Pirates 3x2 min., Seier Capital 4x2 min.
Tilskuere: 2725

Sejren kom i land på trods af den værst tænkelige start på kampen for Aalborg Pirates og især George Sørensen, da gæsterne efter blot to minutter kom foran. Fra midten sendte Maxim Popovic pucken på mål, hvilket overraskede den ellers normalt bundsolide målvogter, og gik direkte ind i nettet.

En kold spand vand direkte i hovedet på Aalborg Pirates, som dog fik spillet sig flot tilbage i opgøret, og i flere powerplays var tæt på at få udlignet. Dog manglede den sidste skarphed i afslutningerne, og dermed endte perioden med en et-målsføring til gæsterne.

I anden periode var heldet i den grad med de nordjyske værter. Gæsterne var kommet ud i et helt andet gear, og hele tre gange ramte gæsterne stolpen i løbet af perioden. Det var dog stolpe ud alle gangene, og dermed slap Aalborg med skrækken i anden periode.

Generelt fik gæsternes hårdere spil slået nordjydernes spil i stykker, men som perioden skred frem fik Aalborg bedre og bedre fat i spillet. Mens de helt store chancer lod vente på sig, var der begyndende tilløb til chancer hos piraterne. Især fra Matt Salhany, som var rykket op i førstekæden i Kirill Kabanovs fravær.

Nordjysk comeback

Dog var Aalborg Pirates forsat bagud efter 40 minutter, men i tredje periode ændrede det sig markant. Efter en meget rodet start på perioden, fik det nordjyske tophold dog endelig hul på bylden, da de udnyttede en afventede udvisning. Med seks spiller på isen, stod Julian Jakobsen helt fri i slottet. Med en herlig pasning fandt Tobias Ladehoff den nordjyske kaptajn, som hamrede pucken ind bag Oskar Östlund til stor jubel i Sparekassen Isarena.

Gæsterne var tæt på at komme foran i de efterfølgende minutter, men George Sørensen var på plads i perioden, og forhindrede både Maksim Popovic og Tim Wahlgren fra at genetablere føringen til gæsterne.

Med seks minutter igen kom Aalborg Pirates foran på et glimrende mål med Jeppe Jul Korsgaard som den helt store arkitekt. Den danske angriber kørte selv pucken ind i zonen, og lagde en flot droppasning tilbage til Matt Salhany. Herfra kørte Korsgaard ind foran mål, hvor han tog Östlunds udsyn, så Salhany kunne sende pucken direkte op i det fjerneste målhjørne til en stilling på 2-1.

Nu var det pludselig gæsterne, som skulle jagte en udligning, og de var tæt på at finde den med tre minutter igen, da et skud skabte stor tumult foran målet, men George Sørensen fik blokeret i flere omgange.

I tomt mål afgjorde Tommy Giroux kampen, med halvandet minut igen, selvom Rungsted i den grad forsøgte at sætte det sidste pres ind nede med to. Heldigvis for Aalborg var George Sørensen på plads, og forhindrede den ene store chance efter den anden. Generelt viste Sørensen stor moral, da han i den grad spillede sig op efter sin fejl i første periode, og sikrede Aalborg Pirates en sejr som bringer dem tilbage på Metalligaens førsteplads.


GOALSHOW: Se målene fra Aalborg-Rungsted Piraterne Tilbage på Rette Kurs med Ny 9-2 Sejr!