Aalborg Pirates – Herlev Eagles 7-3 (2-0, 4-2, 1-1)
Målscorer: 1-0 Joonas Niemelä (Eric Gotz, Troy Lajeunesse) 2-0 Oliver Kiljunen (Anthon Eriksson) 3-0 Julian Jakobsen (#77 Darien Craighead, Jonas Brøndberg) 4-0 Kirill Kabanov (Nikolaj Carstensen, Patrick Bjorkstrand) 4-1 Matthias Martini Asperup (Oliver True, Kasper Bunch Larsen) 4-2 Lucas Carlsson (uassisteret) 5-2 Darien Craighead (Tor Ulrik Bolther Rasmussen, Nikolaj Carstensen) 6-2 Julian Jakobsen (Eric Gotz) 7-2 Patrick Bjorkstrand (Tobias Maximilian Ladehoff) 7-3 Noah Samsøe (Axel Lindström, Magnus Gøtterup Povlsen)
Udvisninger Aalborg Pirates: 3 x 2 min.
Udvisninger Herlev Eagles: 4 x 2 min.
Gæsterne kom til Aalborg med et knebent nederlag i Pokalfinalen til Herning Blue Fox. Spørgsmålet var så, om Herlev kom til Nordens Paris groggy eller om de kom for at revanchere sig og finde tilbage på sporet og rejse sig fra pokalfinale-nederlaget. For første gang i – ja Guderne må vide hvor lang tid siden – var Pirates i stærkeste opstilling og favoritværdigheden lå nok på piratkudens dæk.
Første periode
Herlev bed godt fra sig fra kampens start af, uden at det blev til den helt store neglebidende målchance. De diskede til tider op med fint pasningsspil og hjemmeholdet skulle hele tiden være vakse ved havelågen. I tiden 6.46 ramte pucken ikke glasset, da Herlevs Jason Williams ville cleare pucken ud af egen zone og det betød udvisning til Herlev og Powerplay til Pirates. De skulle ikke bruge ret lang tid af det Powerplay til at sende pucken ind bag Jonatan Hintze Ladewig Christiansen i Herlev buret. 1-0 til nordjyderne og fremragende start på kampen. Det skulle også blive 2-0 ved Oliver Kiljunen, på en smart pasning fra Anthon Eriksson bag målet. 2-0 og Sparekassen Danmark Arena lugtede storsejr nu. To hurtige føringsmål medførte et naturligt pres mod de gulblussede Herlevspillere, der havde uhyre svært ved at få pucken sendt ud af egen zone. Pirates kørte på og Herlev måtte ty til ulovligheder for at få bremset det angrebsivrige Pirateshold. Powerplay igen til piraterne men denne gang manglede der lige skarphed i pasninger og Herlev klarede frisag. Perioden sluttede med en fuldt fortjent Piratesføring.
Anden periode
Julian er tilbage! Han åbnede nemlig scoringen i anden periode med en fin kasse. 3-0 til hjemmeholdet og Herlev virkede slået helt tilbage til start, og det blev da også 4-0 ved tilbagevendte Kiril Kabanov. Sparekassen Danmark var i ekstase og, hvis man ikke kan glæde sig over en 4-0 føring over så godt et hold som Herlev, så har man ikke forstand på ishockey. Herlev, der inden aftens kamp indtog fjerdepladsen og finalst i Final4 borger for kvalitet og kontinuitet. Så det var en yderst velspurt Piratskude, der sejlede videre i høj fart og alle sejl sat. Herlev kom dog på måltavlen ved en af ligaens absolutte største profiler Matthias Asperup. Dette gjorde han i Powerplay og Aalborg skulle lige holde fokus igen. Dette led et lille knæk, da Pirates blev ramt af endnu en udvisning. Gæsterne i Powerplay igen og var tæt på at reducere yderligere, da samme Asperup brændte en friløber. Reduceringen kom dog med 2 sekunder igen af udvisningen. 4-2 til Pirates og de havde lukket Herlev lidt ind igen i en kamp, de ellers total dominerede. Herlev havde virkelig fået tur i den, og i tiden 10.43 var det Trepanier, der var tæt på at score til 4-3 man satte afslutningen lige på Georg Sørensen. Tingene kan heldigvis gå meget hurtigt og sekunder efter var det så Derian Craighead, der udbyggede sit holds føring til stillingen 5-2. Der var i den grad gang i løjerne. I stedet for at lukke Herlev yderligere ind i kampen, som der ellers var et lille tegn på, så udbyggede Julian Jakobsen føringen med sin anden scoring til stillingen 6-2.
Tredje periode
I disse SoMe tider skal man passe på med, hvad man siger om det modsatte køn, men det er ikke slut før den fede dame har sunget. Og det velkendte slogan levede Herlev op til. Selv om de fik annulleret deres mål til 6-3, så strittede de stadig imod på isen og var ofte målfarlige. En holdstraf til Herlev sendte atter Pirates i Powerplay men igen manglede skarpheden i de afgørende facetter og Herlev kunne spille fuldtallig igen. Herlev investerede en del kræfter i at formindske afstanden på måltavlen men måske trætheden fra Final4 begyndte at vise sig. Med under ti minutter igen af kampen, var det Pirates der styrende kampen og det blev da også til en ny scoring ved Patrick Björkstrand godt hjulpet af Tobias Ladehoff. Selvom man skulle tro, at Herlev mentalt var ude i bussen på vej mod Sjælland, så bed de fra sig igen. I tiden 52.59 reducerede gæsterne igen til 7-3. Yderligere scoringer kom der ikke i en ellers underholdende kamp, som Pirates helt fortjent vandt.
Tilskuere: 2180