Fjerde nederlag i træk og dermed ude af Final4

 

Vind - i ordinær - eller forsvind. Så enkelt kunne det siges inden aftens svære udekamp mod formstærke Sønderjyske. I hvert fald hvis vi skulle indfri en af sæsonens første målsætninger, nemlig Final4. En stribe af nederlag havde bragt os i en svær situation, men ikke værre, end en sejr i Sydbank Sparekasse Arena ville kunne bringe os tilbage i kampen om den sidste plads. Det er jo bekendt placeringen efter 16 kampe, der afgør, hvem der er med. Der var også debut til vores nye mand Alexander Younan.

Første periode
Kampen startede lidt nervøst fra vores side af. Kampens betydning lå måske lidt i baghovedet hos spillerne, der dog fik rystet det meste af nervøsiteten af sig, som kampen skred frem. Det var dog
hjemmeholdet, der satte sig mere og mere på kampen og prægede den med flere kvalificerede afslutninger mod Edvin Olofsson. Omvendt havde vi svært ved at komme frem til afslutninger og det nød sønderjyderne godt af. For de kunne tage brodden ud af vores offensiv alt for mange gange.

11.28 inde i perioden gik den heller ikke længere. Hjemmeholdets Johan Lundgren lynede for sit hold og kunne bringe sit hold foran 1-0 på oplæg fra Patrick Madsen. Det var bestemt ikke sådan at vi var nedspillet, men det var tydeligt, at vi havde svært ved at sætte en offensiv sammen, der kunne sætte hjemmeholdet lidt under pres. Med et minut tilbage af perioden, blev det så 2-0 ved Marcus Almquist.


Anden periode
Nede 2-0. Der skulle findes noget ekstraordinært frem, hvis vi skulle tilbage i kampen. Det lod dog vente på sig, for allerede efter 26 sekunder, lå pucken inden bag Olofsson igen. Målscorer Andreas
Mogensen. Ikke lige den bedste indledning for os, eftersom vi jagtede en reducering og en udligning.

Trods stillingen begyndte vi langsomt at komme mere med i kampen og fik også sat nogle fine angreb ind mod sønderjyderne, men den sidste skarphed og kreativitet udeblev. Vi spillede dog noget bedre nu og med mere selvtillid. Belønningen kom da også med små tre minutter igen af perioden, Casey Dornbach fik nemlig staven på en fin pasning fra Tobias Ladehoff og reduceringen og en lille gnist af håb var tændt inden tredje periode.


Tredje periode
Vi skulle ud at vise tænder og bygge videre på momentum fra anden periode, hvor vi sluttede ganske godkendt. To udvisninger til Sønderjyske gav os en kæmpe mulighed for at få reduceret og for alvor få bragt spænding tilbage i kampen. Vores Powerplay var ikke skarpt nok desværre og værterne kunne ånde lettet op. De medrejsende Pirates fans forsøgte ellers ihærdigt at puste liv i holdet og vi fik endda endnu en håndsrækning, da Marcus Almquist måtte udgå og ikke returnerede på isen. Så på alle måder, havde vi fine vilkår til at bringe os tilbage i kampen men vi havde svært ved at åbne op for sønderjydernes solide defensiv. Jeppe Jul Korsgaard var uhyre tæt på at reducere til 3-2 men heldet var heller ikke med os. Med under tre minutter igen af perioden blev samme Jeppe Jul hamret
i isen af en sønderjyske stav fra Alexander Ytterel og de fleste troede, at dommerne skulle ud og se den forseelse igennem, men det viste sig, at være for at tjekke om pucken rent faktisk var inde over
stregen. Det var den ikke og stillingen forblev uændret. Med under to minutter igen skøjtede Edvin Olofsson ud af sit mål og vi spillede 6 mod 5 i et sidste forsøg på at få reduceret og udlignet. Desværre et som mislykkedes og dermed er vi ikke med når der i febuar spilles Final4


Aalborg Pirates forstærker defensiven med spændende svensk profil