Rungsted Seier Capital – Aalborg Pirates 3-1 (0-0, 2-1, 1-0)
Målscorer: 0-1 Patrick Bjorkstrand (Tobias Maximilian Ladehoff) 1-1 Rasmus Thykjær Andersson (uass.), 2-1 Steve Whitney (Ludvig Elvenes, Jesper Solomon Frisell) 3-1 Morten Jensen, (Oskar Östlund)
Udvisninger Rungsted Seier Capital: 4 x 2 min.
Udvisninger Aalborg Pirates: 4 x 2 min.
Det var et aalborghold, med fuldt smadder på selvtillidsbarometeret oven på den flotte opvisning i tirsdags hjemme mod Herlev Eagles, der fredag aften satte sig i bussen med kurs mod Nordsjælland, hvor Metalligaens måske mest formstærke hold ventede. Igen kunne Santeri Heiskanen råde over absolut stærkeste opstilling på holdkortet. Favoritværdigheden kunne diskuteres. Lå den hos Nordjyderne, der havde alle profilerne tilbage, eller lå den reelt set hos værterne, der kunne mønstre 9 sejre i 11 kampe. Imponerende i en liga, der virker så tæt i denne sæson. Men kunne piraterne finde samme dyder og takter frem fra tirsdagens kamp, så var en fuld pointhøst i Concordium Arena bestemt indenfor rækkevidde.
Første periode
Hvis der findes noget i ishockey, der hedder en ”afdæmpet start”, så var det nok den bedste betegnelse man kunne bruge om indledningen på kampen fredag aften i Concordium Arena. Det lå lidt i kortene, at begge mandskaber havde stor respekt for hinanden og selvom Rungsted virkede en knivspids mere pågående end gæsterne, så var det hele tiden med en kontrolleret tilgang og altid med øje for modstanderne ikke skulle høste nogle billige pucktab. Denne tilgang mistede dog lidt af pusten da Rungsted blev ramt af 3 udvisninger lige efter hinanden. Powerplay er en vigtig del at kunne udnytte, men det havde Pirates ikke lige held med denne gang. Aalborgenserne fik flyttet pucken fint rundt i Rungsteds zone, men helt farligt blev det aldrig. Herefter bølgede spillet frem og tilbage. Begge hold forsøgte at gribe dirigentstaven i kampen men begge hold virkede også utroligt disciplinerede i mange af spillets facetter. Perioden endte målløs men en god ishockeykamp behøver ikke altid eksplodere i et sandt målorgie fra start af. Det taktiske aspekt i sådan en vigtig topkamp spiller en ligeså stor rolle.
Anden periode
Kunne de mange udvisninger til Rungsted så have tæret lidt på både kræfter og rytme måtte anden periode give svar på. Rungsted startede i hvert fald kraftfuldt og med lidt held kunne Steven Whitney have bragt sit hold foran men fik ikke helt kontrol på sin afslutning. Sekunderne efter, var det så gæsterne, der åbnede kampens målkonto, da Nikolaj Carstensen dukkede op i Rungsteds zone og stille og roligt satte staven på pucken og sendte skiven ind i netmaskerne. Helt igennem fin start i en indtil videre ret jævnbyrdig affære. Efter føringsmålet var det Aalborg der satte mere på kampen og fik arbejdet pucken ind i hjemmeholdets zone noget oftere. En udvisning til Patrick Bjørkstrand forstyrrede dog det gode momentum en anelse, men Rungsted fik heller ikke udnyttet overtallet og begge hold kunne spille fuldtallig. I tiden 26.02 røg hovedommerens arm igen i vejret og igen mod Aalborg Pirates. Han havde set gæsterne var for mange spillere på isen og den udvisning afsonede bomstærke Troy Lajeunesse. Rungsted igen i Powerplay og denne gang virkede de en tand skarpere i puckomgangen – men scoringen udeblev.
Under halvvejs i perioden var det som om tempoet fik et nyk opad hos begge hold og Rungsteds største chance i kampen kom ved Victor Cubars, der fik serveret en skudvenlig tværpasning fra Marc-Oliver Roy, men han missede målet fuldstændig, og Georg fik knap nok sved under hjelmen. Målt på udvisninger, så ”udlignede” Pirates den stilling til 3-3. Joonas Niemala blev sendt ud i boksen 2 min. for Tripping og Santeri Heiskanen måtte se sit hold indkasserede deres tredje udvisning i kampen. Rungsted i Powerplay for tredje gang i kampen, og denne gang svigtede hjemmeholdet ikke. Rasmus Thykjær Andersson fik prikket hul på Georg Sørensen, da han opsnappede en løs puck og fik den konverteret til mål. Med små fem minutter igen af perioden pressede nordsjællænderne mere på, og Pirates havde svært ved at finde rytmen igen i sit spil. Georg havde fået lidt mere at se til, men den helt åbne scoringsmulighed kom dog aldrig. Oliver Kiljunen var tæt på at overliste Oskar Ostlund i Rungstedkassen, men fik pareret og stillingen forblev uændret. Med under to minutter tilbage af kampen, måtte Pirates dog se sig oversumplet og Rungsted kunne score til stillingen 2-1 ved Steve Whitney, som havde spillet en større rolle i kampen indtil da. Pirates kunne skøjte til pause ovenpå en helt igennem godkendt indsats so far, men bagud 2-1.
Tredje periode
Perioden blev stort set indledt med en Rungsted-udvisning og Aalborg fik en gylden mulighed for at udligne stillingen. Men skulle der udlignes, skulle der lidt mere skarphed og kynisme til hos gæsterne, der tidligere i kampen ikke havde formået at udnytter fordelen af en ekstra spiller. En hårdtarbejdende Rungsted-boks klarede frisag igen, og det må alt andet lige udløse lidt panderynker hos Heiskanen. I pausen havde Brinkmann fået plads i tredjekæden i stedet for Ehlers. Med små ti minutter igen af perioden lå kampen og tippede. Begge hold havde chancer og pucktid i modstandernes zone men det var Rungsted der var tættest på en scoring. En scoring der sandsynligvis ville lukke kampen. Pirates strittede godt imod og lukrerede godt på de små fejl nordsjællænderne begik. Fejl begik Pirates så, med under seks minutter igen, da Lasse Bo Knudsen nedlagde Rasmus Thykjær Andersson, og straffeslag til ham. Dårligt udført straffeslag og en vågen Georg Sørensen var medvirkende til, at Pirates stadig var med i kampen. Med et minut igen af perioden skøjtede Georg ud af kassen men det hjalp ikke. Rungsted fik sendt pucken i tomt bur og vinder fortjent kampen 3-1 men de måtte arbejde hårdt for den.