Der var vigtige point på spil mandag aften i Sparekassen Danmark Isarena, Sønderjyske er stille
og roligt kommet i gang efter en dårlig start, mens vi kæmper lidt med at finde spilformen. Til aftens kamp manglede vi Darian Craighead , Lasse Bo Knudsen og så stadig Eric Engstrand.
Første periode
De to største chancer i første periode faldt til gæsterne, hvor både Eric Florchuk og Vaclav Karabacek var uhyre tæt på at bringe sit hold foran 1-0 og 2-0, hvor kun stærkt målmandsspil af Edvin Olofsson forhindrede de to sønderjyske-scoringer.
Det meste af perioden stod i sønderjydernes tegn. Når vi havde pucken, var der fint flow og pucktempo, men det var sjældent det blev omsat til en farlig eller oplagt scoringsmulighed. De få chancer vi fik produceret, var ikke noget der fik Thomas Lillie på ekstraarbejde. Med et minut igen af perioden røg Nikolaj Carstensen ud to minutter og vi sluttede perioden i undertal og skal starte anden periode i
undertal. Edvin Olofsson har holdt os inde i kampen i en periode, hvor vi i nogle sekvenser haltede lidt efter gæsterne.
Anden periode
Vi startede i undertal, men her viste vores boxkæde sig igen frem på fornemmeste vis, som de har gjort så mange andre gange i denne sæson, og holdt nullet. Ellers var kampbilledet det samme. Sønderjyske var bedst mens vi forsøgt at finde vores snit til chancer. Derfor må det også siges at være fortjent nok da Magnus Carlsen scorede til 0-1 efter forarbejde fra Raimonds Vitolins.
Vores to største chancer faldt til Casey Dornbach og Lucas Andersen. Sidstnævnte havde næsten et halvtomt mål at sigte efter, men det blev kun ved skuddet. Sønderjyske kom først på det meste og vandt de fleste dueller og fik i øvrigt staven på rigtig meget. Perioden sluttede uden yderligere scoringer, hvilket vi nok kan være gladest for, da vi havde store problemer i sammenhængskraften i vores spil og sønderjyderne havde ofte nemt ved at trevle vores spil op og vende det til en offensiv aktion.
Tredje periode
Den tidligere pirat Raymonds Vitolins åbnede perioden med at bringe sit hold foran 2-0. Der var nu gået over fem perioder uden vi havde scoret på hjemmebane, og hvis Sønderjyske fortsatte med at spille som de gjorde mod os, så kunne en sjette periode uden scoringer sagtens blive en realitet. Heldigvis blev det ikke en realitet – for Lucas Andersen brød den lille forbandelse og scorede et flot mål og bragte os tilbage i kampen.
Målet satte gang i os, og vi tilspillede os flere gode chancer og Lucas Andersen var tæt på at blive dobbelt målscore, da han var tæt på at
overliste Thomas Lillie i sønderjyse-buret. Det samme var Oskar Kvist, men pucken tog et forkert hop i det sidste moment efter han ellers havde afdriblet Lillie i målet. Chancerne kom, men det er sjældent nok at spille 13 godkendte minutter i hockey og derfor måtte vi gå fra isen uden point.