Første periode
Starten på kampen bød ikke på de mest ophidsende momenter og det var tydeligt, at det var to jævnbyrdige hold, der mandag aften krydsede skøjteklinger. Måske vigtigheden i forhold til Final4
regnskabet spillede en lille rolle, hvor ingen af holdene ønskede at komme bagud eller overlade initiativet til hinanden. Hjemmeholdet fik dog langsomt mere greb om kampen og fik også tilspillet
sig nogle lidt større målchancer, men ikke noget, hvor vi måtte hive noget ekstraordinært op ad hockeytasken.
Uret skulle helt hen til det 14. minut, før kampens første scoring faldt. Målet blev sat ind af Victor Cubars, på en assist fra Matthias Asperup, der fandt en helt fri Cubars foran Edvin Olafsson. Der er ikke råd til sådan nogle blundere mod en kæde som Asperup, Jonsson og Cubars. Efter målet blev kampbilledet det samme, med sjællænderne lidt mere på pucken end os. Men vi var bestemt stadig med i kampen og en sejr absolut inden for rækkevidde.
Anden periode
Perioden startede på samme måde som første. To meget lige hold forsøgte at få overtaget i kampen. Vi fik vist os lidt bedre frem som tiden skred frem og vi var da også mere villige til at tage nogle chancer i det offensive. Og ca. midtvejs i perioden gav det pote, da en af vores bedste på dagen Alexander Lindelöf hamrede gummiskiven op i hjørnet uden chance for Alexander Hellnemo i Herlevkassen. Rigtig god måde og perfekt timing at svare igen på og rigtig flot forarbejde fra landsmanden Oskar Kvist.
Vi var med og fik også et mindre spilovertag, selvom hjemmeholdet var sværre at åbne helt op. Herlev sluttede perioden med et par chancer men stillingen forblev uændret og begge hold svævede til pause.
Tredje periode
En jævnbyrdig kamp så længe ud til at ende i en pointdeling, hvilket begge hold måske kunne være tilfreds med, taget kampens lighed i betragtning. Alligevel vil det ikke være helt forkert at påstå, at vi sidder tilbage med en lidt bitter smag i munden efter de 60 minutter. For vi havde chancerne til at kunne have afgjort det. Sebastian Brinkmann og tilbagevendte Eric Engstrand var uhyre tæt på, at
bringe os foran, hvor det var stolpe ud i stedet for ind.
Herlev virkede lidt rådvilde i den fase af kampen og vi viste god moral og mod. Derfor gjorde det ekstra ondt hjemmeholdet på to minutter afgjorde kampen. Først var det altid farlige Victor Cubars, der scorede til stillingen 2-1 på et mål, hvor Edvin Olofsson som ellers stod en god kamp leverede sin eneste fejl i kampen. Kort efter satte Matthias Asperup det sidste søm i kisten i tomt mål.
En ærgerlig afslutning på en lige kamp, men hvor vi med marginalerne imod os, måtte rejse over Storebælt med et nederlag og en sejr i fredags over Rødovre.