På balkonen i Herning Isstadion dansede en ung gut på godt 4 år rundt og søgte at efterligne hjemmeholdets målmand...

På balkonen i Herning Isstadion dansede en ung gut på godt 4 år rundt og søgte at efterligne hjemmeholdets målmand, der dansede rundt i sine mange forsøg på at komme pucken i vejen og hindre modstanderne i at score.
Den unge guts far var frivillig leder og havde som ansvarsområdet balkonen ved hjemmeholdets turneringskampe, men også ansvaret for at sønnen blev passet. Og da den unge gut havde fået sine første skøjter og to gange om ugen var på is for at træne, var han i sit rette element.
Da en ungdomstræner så den unge guts ”redninger” på balkonen, var han ikke i tvivl om, at den unge guts plads på isen skulle være i målet.
Sådan blev det.
Dermed var starten sat til den nu 24-årige Piratmålmand Georg Sørensen ishockeykarriere i buret. En karriere, som via forskellige ungdomshold bragte den unge Georg en førsteholdsdebut allerede som 15-årig.
Pirat-målmanden har ikke tal på, hvor mange seniorkampe han har først for Herning, dernæst en sæson i Frederikshavn og senest tre sæsoner i Allsvenskan først for Almtuna og siden for Södertälje. Hans bud er omkring 100 i Herning, 50 i Frederikshavn samt 150 i Sverige.
CV’et tæller også landskampe for U 16, U 20 og seniorlandsholdet samt 3 VM-turneringer. Den midterste i Köln, hvor han vogtede målet i Danmarks kampe mod Rusland og Sverige.

Landsholdet kalder
Nu stiler han mod at genvinde sin landsholdsplads, hvilket formentlig skal ske i kamp mod Patrick Galbraith, Sønderjyske og Simon Nielsen, Herning. Hvis Andersen i Nordamerika melder sig landsholdsklart, er han selvskreven til førstemålmandstjansen. Måske kan Sebastian Dahlm i tysk hockey trænge sig på.
Årsagen til at Georg Sørensen stoppede i Sverige for at vende tilbage til dansk ishockey og fortsætte karrieren i Aalborg Pirates:
-Södertälje havde en stærk målmand, der vendte tilbage efter en længere skadepause, og dermed blev jeg fortrængt til bænken, siger han. Det var i længden ikke holdbart, og da svenskerne ikke kunne love mig mere spilletid i den kommende sæson, rettede jeg blikket andre steder hen.
-Efter nogle samtaler med Sportschef Ronny Larsen syntes jeg, at det han kunne fremlægge var interessant. Derfor besluttede min kæreste Sarah og jeg at prøve lykken hos Piraterne, som jeg syntes havde gang i noget rigtig interessant ved at satse på en stærk dansk grundstamme.

Metalligaen bedste
Efter blot 12 spillerunder har den 24-årige målmand markeret sig som en af Metalligaens bedste – måske endog allerbedste ankermænd. Han har blot sluppet 23 pucke ind på 280 skud, hvilket giver en redningsprocent på 91,79. Landsholdskonkurrenterne Patrick Galbraiths og Simon Nielsens tilsvarende tal er 90,37 og 90,49.
I gennemsnit har Georg Sørensen holdt modstandernes scoring nede på to. Kun i to kampe er der blev sluppet tre mål. I kampen ude mod Herning vandt uldjyderne 3-2 efter straffeslag. Sidst mod Rungsted faldt de tre scoringer med to i power play og en i spil 5 mod 4.
-Holdkammeraterne har gjort det nemmere for mig. Et godt forsvar foran giver ekstra ekstra kræfter. Alle arbejder virkelig hårdt og effektivt, mener Georg Sørensen.

Herning venter
For en uge siden var Georg Sørensen stærkt medvirkende, at hans tidligere klub, Frederikshavn, blev besejret. Tirsdag har den 24-årige Pirates-målmand mulighed for endnu en gang i Bentax Isarene at være med til at besejre en af hans tidligere klubber, Herning:
-Godt nok ligger Herning på en bundplads, men holdet indeholder mere. På papiret har Herning et rigtig godt hold, og det er formentlig kun tale om tid, før tingene kommer til at fungere. Det skal vi selvfølgelig forhindre og skal tilbage på sejrtogtet, slutter Georg Sørensen, der allerede har vundet de mange fans hjerter og derfor stemt den 24-årige målmand ind som september måneds spiller.


Skadelisten
Piratskuden mangler stadig fire besætningsmedlemmer, når Herning tirsdag aften gæster Bentax Isarena:
Marcus Pedersen: Ude på ubestemt tid.
Tobias Ladehoff: Ude på ubestemt tid.
Nicolaj Carstensen: Ude 1-2 uger endnu.
Felix Scheel: Ude i ca. 4 uger endnu.


Aalborg mangler fire spillere i morgen - to ude på ubestemt tid Nyt standpunkt – tilbage til rødderne…