Aalborg Pirates tog et stort skridt på vejen mod at sikre sig sejren i Metalligaens grundspil, da de slog lokalrivalerne fra Frederikshavn White Hawks med 2-1. En fortjent sejr, der kom i hus takket være en glimrende defensiv struktur.

Aalborg Pirates – Frederikshavn White Hawks 2-1 (1-0, 0-0, 1-1)
Mål: 19:30 1-0 Tommy Giroux (Morin, Hanson), 47:55 2-0 Tobias Ladehoff (Koch, Jalonen), 56:09 2-1 Rasmus Søndergaard (Frederiksen)

Udvisninger: Pirates 1x2 min., White Hawks 3x2 min.
Tilskuere: 4734

Første periode stod i den grad på et massivt overtal af spil og chancer til Aalborg Pirates, til trods for at gæsterne efter blot ti sekunder fik muligheden i overtal, da Oliver Anker Christensen måtte en tur i straffeboksen. Det var dog hjemmeholdet som var tættest på at komme foran, da Kevin Frydkjær mistede pucken bag mål til Jeppe Jul Korsgaard, men den danske målmand kom flot tilbage, og fik klaret situationen i sidste moment.

I fem mod fem var det også piraterne, der var bedst og i flere omgange var de tæt på at komme foran. De sendte en masse gode forsøg afsted mod mål, men Kevin Frydkjær stod i vejen i kampens første 19 minutter.

Sen scoring fra brandvarme Giroux

Med under et minut igen fik Aalborg Pirates skabte en stor chance, da Daniel-Baastrup Andersen lavede en stor fejl, hvilket gav Thomas Andersen en chance på en friløber. Afslutningen tog stolpen, men Aalborg holdt fast, og få sekunder senere slog brandvarme Tommy Giroux til med en smart afslutning fra distancen, som slog Frydkjær takket være en skøn screening foran mål. En scoring som sikrede en pauseføring til piraterne på 1-0.

Tempoet hos piraterne faldt en smule i anden periode, hvor Aalborg Pirates overlod mere af spillet til gæsterne. Dog forsat med stor kontrol på kampen, og det var også Jens Nielsens tropper, der var farligst i anden periode. Heriblandt med flere forsøg på indspil mod Frydkjærs mål, hvor de kun manglede de sidste marginaler for at kommer foran med to på en af de mange styringer.

Kevin Frydkjær stod desværre for hjemmeholdet en stor periode, og lavede et hav af store redninger. Det var dog tæt på den unge målmand kostede gæsterne dyrt, da han gav en skidt retur, som endte hos Tommy Giroux. Skarpheden manglede dog for opgøret enlige målscorer i denne omgang, og han sendte chancen snært forbi målet.

Den største chance i perioden tilfaldt Jeppe Jul Korsgaard, da han efter flot forarbejde af Patrick Bjorkstrand fik pucken inde i målfeltet. Det lignede 2-0, men Frydkjær kom flyvende med benskinnen, og fik reddet i to omgange.

Det var ikke meget gæsterne skabte, men med ni sekunder igen var det tæt på at gå galt. Et skud fra Jakob Stridsberg tog en afretning på vejen og var millimeter fra at snyde George Sørensen. Den nordjyske målvogter havde dog heldet på sin side, og fik reddet afslutningen med det inderste af højre benskinne, så stillingen forsat var 1-0 efter 40 minutters spil.

Timeout ændrede momentum

Tredje periode startede ud med gæsterne, som jagtede en udligning, og et par pirater som ledte efter en kontra de kunne afgøre kampen med. Det gav lidt chancer i begge ender, men den største i periodens første fem minutter endte hos Mikkel Bertlesen, som dog måtte se sin afslutning blokeret af George Sørensen.

Spillet var langt fra tilfredsstillende hos Jens Nielsen, og efter Bertlesens chance tog han konsekvensen med en timeout, hvor der blev talt med store bogstaver. Hvad Jens Nielsen fik sagt til sine spillere vides ikke, men det havde den ønskede effekt da piraterne kom foran i det næste skift.

Jimi Jalonen fik lagt pucken på mål efter et langt angreb, med et smart skud. Afslutningen tog flere afretninger, og til sidst var det Tobias Ladehoffs skøjte, der sendte pucken ind bag en chanceløs Kevin Frydkjær i gæsternes mål. En scoring som skabte stor juble på tribunen, hvor den finske landsholdstræner, Jukka Jalonen, var til stede for at se sin søn, Jimi Jalonen.

Det nordjyske tophold forsatte, og var millimeter fra at gøre det til 3-0, da Tobias Ladehoff igen var på spil. Med stor fart forsøgte han at lave en wraparound, men manglede det sidste for at få klemt pucken ind bag Frydkjær. Returen endte hos Nikolaj Carstensen, som fik skrabet pucken på tværs af målfeltet, men uden at krydse målstregen.

Det var ikke meget, som Aalborg tillod efter timeouten, men med fire minutter igen kom der pludselig en unødvendig spænding i opgøret. Christoffer Frederiksen fik lidt tilfældigt fat i pucken, og spillet Rasmus Søndergaard helt fri på bagerste stolpe til en reducering.

Tættere kom gæsterne dog ikke, og efter flot defensivt og kontrolleret spil fra hjemmeholdet i de resterende minutter kunne piraterne fejre en ny sejr over Frederikshavn White Hawks. En sejr, der samtidig betyder at Aalborg kan sikre sig førstepladsen i grundspillet med et point på tirsdag, når det skal til Odense.


Aalborg Pirates lige ved og næsten på Fyn Aalborg snuppede tre point i roligt lokalbrag