Onsdag aften slår Gigantium Isarena dørene op til sæsonens første træningskamp, når lokalrivalerne fra Frederikshavn White Hawks kommer på besøg. Der er kampstart kl. 19.00, hvor pucken smides til faceoff.

Så er det endelig blevet tid til, at der igen er ishockey i Gigantium Isarena. Efter en hård omgang sommertræning og nogle træningspas på is, så er det tid til, at man tester sig af i en træningskamp mod Frederikshavn White Hawks.

På nuværende tidspunkt er der hentet omkring 1300 billetter, og der vil for første gang i halvandet år være fans for begge klubber tilstede i Gigantium, hvilket vil være garant for en fantastisk stemning, når vi spiller mod Frederikshavn.
Så det er bare ind at hente en billet til kampen, og så kom ud i Gigantium og se drengene spille deres første kamp i denne sæson.

Der er kommet flere nye spillere ind på holdet til den kommende sæson, hvor målmand Frederik Søgaard, og backs Ian Edmondson og Anders Koch samt forwards Stephen Anderson og Patrick Björkstrand vil blive noteret for deres første kamp i Pirates trøjen, hvis de kommer i aktion til kampen, onsdag aften.
Der er også røget et par spillere i forhold til sidste sæson, men truppen skulle også slankes en smule, har sportschef, Ronny Larsen, udtalt ved flere lejligheder.

NORDJYSKE er klar i Gigantium med live streaming af hele kampen, hvor NORDJYSKEs journalist, Claus Jensen, kommenterer kampen sammen med den tidligere assistenttræner i både Aalborg og Frederikshavn, Frederik Åkesson, ved sin side som medkommentator.
Der er kampstart kl. 19.00.


INFORMATION OM INDGANG TIL AFTENENS KAMP Billetinformation vedr. træningskamp