Målscorer: 0-1 Patrick Bjorkstrand (Tobias Maximilian Ladehoff) 1-1 Todd Winder (Mads Falborg Iversen) 2-1 Sebastian Benker (Christopher Frederiksen, Santeri Suistio), 3-1 Todd Winder (Mikkel Bertlesen) 3-2 Nikolaj Carstensen
Udvisninger: Frederikshavn White Hawks 2 x 2 min. Aalborg Pirates 4 x 2 min.
For de ishockeyhungrende har det måske været nogle hårde dage, hvor syngende tacklinger, flotte mål og pragtredninger for en stund har været afløst af rosastegt andesteg, pakkespil og risalamande samt mere end eller mindre tvunget samvær med den pukkelrykkede familie. Alt det er overstået, og det er lig med de traditionelle nytårsopgør. Her tør vi godt påstå, at nytårsbragene mellem White Hawks og Pirates er de største i dansk ishockey. Et fyldt Nordjyske Bank Arena og Gigantium på to dage, vidner om vigtigheden, omtalen, dækningen og prestigen i disse opgør. Pirates kommer til kampen med en arbejdssejr hjemme over Rødovre efter en nederlagsstime på fire kampe. Aftens værter kommer med selvtillid ovenpå to flotte sejre over Odense Bulldogs og bør vel også påtage sig favoritrollen inden aftens kamp. Aalborgenserne har dog før vist sig at være en hård nød at knække høgereden.
Første periode
Pirates lagde hårdt ud fra start af. Allerede efter et minut kunne Oliver Kiljunen have bragt sit hold foran, da han modtog pucken inden foran White Hawks målet, men fik overplaceret sit skud. Pirates bevarede trykket på høgene, og spillede direkte ned mod White Hawks kassen. Rigtig fin start på kampen, der fra start af også bar præg af, at Pirates ville op og angribe vendelboerne fra første Faceoff af. Ca. fire minutter inde i perioden, var det så Christopher Frederiksen, der var tæt på at styre et skud ind forbi Georg Sørensen, der dog havde læst situationen. Aalborg fulgte op med en kvalificeret afslutning, der dog ikke voldte Tadeas Galansky de store vanskeligheder, men herlig og intens indledning på kampen, hvor begge hold ville frem over isen. Midtvejs i perioden fik Pirates et lille overtag i kampen og fik værterne flyttet godt rundt i deres egen zone, men den sidste skarphed manglede og pludselig var det Jesper Thörnberg, der var tæt på at åbne ballet foran Georg Sørensen, men han blev generet så meget, at hans afslutning ikke blev præcis nok.
I tiden 10.00 faldt kampens første udvisning. Den gik til hjemmeholdets Gorm Topholt, der fik to minutter for Holding. Pirates i Powerplay men også her manglede der lige skarphed og præcision. Begge hold spillede fuldtallig og White Hawks var tæt på at sig foran ved Thomas Spelling, der lige tøvede lidt for længe inden han afsluttede. Pirates slog dog tilbage, og i tiden 13.42 var Patrick Bjorkstrand på pletten foran White Hawks målet, der var halv tomt. Han var godt hjulpet af Tobias Maximilian Ladehoff, der hurtigt opsnappede en løs puck bag målet. 1-0 til Pirates i en meget intens og tæt affære indtil videre. White Hawks bed dog fra sig hurtigt, i skikkelse af Todd Winder, der tog en flot solotur og udplacerede Georg Sørensen i Pirates-kassen. 1-1 og Nordjyske Bank Arena kogte. Udvisninger har været et tema i lang tid hos piraterne, og i tiden 15.17 måtte Nikolaj Carstensen en tur i boksen to minutter for Interference. Hjemmeholdet i Powerplay og Pirates undertals-kæden skulle vise sig fra sin bedste side. Det var nemlig hjemmeholdet, der var i den styrende rolle mod slutningen af perioden, som endte 1-1.
Anden periode
Pirates startede igen perioden bedst og fik hurtigt etableret sig i White Hawks’ zone. Det blev også til et par rigtig fine scoringsforsøg og i bund og grund en rigtig stærk indledning på perioden. Ingen tvivl om, at gæsterne ikke skulle overlade initiativet til hjemmeholdet. Pirates fortsatte med at dominere spillet og måske netop dette kampbillede irriterede White Hawsk træner Fredrik Johansson, der tog en Time-out ca. fem minutter inden i perioden. Han ville angiveligt se noget mere fra sit hold. I tiden 27.23 røg Pirates så i undertal. Igen kostede en udvisning mål. White Hawks skulle ikke bruge ret lang tid af Powerplayet til at bringe for foran 2-1, ved Sebastian Benker, der kanonerede pucken ind bag Georg. Blot 30 sekunder senere var Oliver Kiljunen ved at udligne, da hans skud ramte stolpen. Lidt senere opsnappede Thomas Vilstrup Andersen en fejlpasning i White Hawks zonen og fik skabt sig selv en friløber. Han forsøgte at snyde Galansky mellem benene, men den havde han læst. Efterfølgende blev både Sebastian Brinkmann og Jesper Thörnberg sendt til afkøling. Kampbilledet havde også vendt sig. Det var hjemmeholdet, der var toneangivende og Pirates der haltede efter. Perioden sluttede uændret på måltavlen, men det var hjemmeholdet, der var i fuld kontrol.
Tredje periode
Forsvarer modstanderne en føring på 2-1 eller går de efter at score til 3-1? Det var White Hawsks, der førte og sluttede anden periode bedst, så uanset hvad, så skulle Pirates ud og finde minimum et mål i starten af tredje periode. Det kunne vise sig, at blive en større opgave, da hjemmeholdets keeper Tadeas Galansky indtil videre havde stået en brandkamp. Den tendens fortsatte. Gang på gang reddede han kastanjerne ud af ilden for hans hold. Det var nemlig Pirates, der midtvejs i perioden stod for de største chancer. Men stillingen forblev uændret. En hård tackling på Mads Falborg Iversen så værre ud end den var. Hjemmepublikum var stærkt utilfreds med, at den ikke blev takseret til nogen forseelse. Sekunderne senere røg Weichel så ud for Roughing og undertalskæden skulle endnu engang stå imod et Powerplay. Hjemmeholdet var tæt på at overliste Georg, men også han gav prøver på sin store kvalitet. Men i tiden 53.35 gik den så ikke længere. Georg Sørensen måtte give fortabt overfor en flot firsttimer fra Todd Winder, der udbyggede høgenes føring til stillingen 3-1. Ganske fortjent kampens udvikling taget i betragtning.