Aalborg Pirates er glade for, at vi kan præsentere en forlængelse for den kommende sæson med headcoach, Garth Murray. Det vil være Garths tredje sæson som headcoach, efter han overtog pladsen midt i 2018/19 sæsonen. 

- Med de resultater, som Garth har været med til at skabe i Aalborg de seneste sæsoner, så var vi ikke i tvivl om, at vi gerne ville forlænge aftalen med Garth. Vi er glade for, at vi kan få noget kontinuitet ind på pladserne omkring holdet, udtaler sportschef Ronny Larsen. 

Garth Murray kom til Aalborg i løbet af “The Double” sæsonen i 2018, hvor han kom ind som assistenttræner under Brandon Reid, hvor han var med til at forbedre powerplayet. Halvt inde i sin anden sæson hos Aalborg Pirates overtog Garth cheftræner stolen og har skabt store resultater i de forgange 2 sæsoner. Forrige sæson blev det til en suveren grundspilssejr med 18 point ned til nummer 2, inden slutspillet blev aflyst grundet corona, og i den forgangne sæson blev det en 2. plads i både grundspil og slutspil. 

- Garth nyder stor respekt i truppen, både hos de erfarne spillere, der har prøvet en del, men også ved de helt unge, der lige er kommet op på eliteniveau, slutter Ronny Larsen. 

Direktør for Aalborg Pirates Lars Laursen tilføjer yderligere, at både klubbens bestyrelse og hele organisationen omkring er glade for, at Garth bliver i Aalborg Pirates og tror på, at han er den rigtige mand til at fastholde klubbens absolutte topposition i dansk ishockey i den kommende sæson. 

Ved spørgsmål eller for uddybende kommentarer kontakt:
Sportschef, Ronny Larsen, tlf. 21 68 91 13 
Adm. direktør, Lars Laursen, tlf. 22 95 27 17 


BREAKING NEWS - 3 ÅR MERE SAMMEN MED KIRILL Første træningskampe på plads