Tirsdag aften tog vi en vigtig skalp på heden. Efter tre perioder, skulle kampen afgøres i Sudden Victory og igen, kunne vi trække os sejrrigt ud af kampen. Matchvinder blev altid bundsolide kriger Nicolaj Carstensen. Det er ved at være en tradition, at vi vinder i ”4. periode”. På positiv side viser det drengene vilje til sejr og ”vinderskällen”, når det gælder. Det kræver skarphed, dygtighed og vilje og vinde i 3 mod 3 spillet. Det har vi formået tre gange nu.
Lidt malurt i bægeret alligevel, for det ville snart være rart at vinde en kamp i ordinær spilletid, og dermed kunne smide alle tre guldmønter ned i Kaptajn Ding Dong’s kiste. Vi er ikke meget for at dele med andre selvom det er blevet til sejre. Pirater er kendt for at tage hele udbyttet for sig selv, og det er også det vi går efter hver gang vi går på isen. Vores spil har været ganske godt, kun afbrudt af små udsving i kampene, men det er som om, at vi har svært ved at skabe det afgørende forspring på måltavlen. Skal vi være helt faktuelle, så har vi ikke vundet i ordinær tid siden 28. august oppe i Frederikshavn. Det må dog ikke fjerne fokus fra, at vi vinder vores kampe med undtagelse af netop White Hawks hjemme, hvilket er godkendt. Også selvom målsætningen er at vinde i 60 minutter rent.
I morgen kommer vestjyderne på besøg med et velkendt ansigt på holdkortet. Troy Lajeunesse vender tilbage til Sparekassen Danmark Isarena med to mål og tre assists på CV’et i denne sæson. Her i Aalborg ved vi godt, hvad han kan, så der skal et ekstra øje på ham. Netop Esbjerg har haft en lidt svingende sæsonstart med tre nederlag og to sejre. Senest tabte de knebent oppe i Frederikshavn. Ud over Troy, så kommer vestjyderne med canadiske Zane Franklin, som i skrivende stund indtager en 5. plads på topscorerlisten.
Der findes ingen nemme kampe i Metalligaen. Heller ikke for os. Statistikken bekræfter dette i forhold til vores indbyrdes statistik mod vestjyderne, som bestemt heller ikke er med os. I de sidste fem kampe mod Esbjerg, har vi kun vundet en, og det var helt tilbage i oktober 2025. Så i morgen skal vi have sat en prop i det hul, og sørge for at piratskibet fastholder kursen imod Final 4 med yderligere point på kontoen. Det bliver endnu et fredagsbrag med dansk tophockey som vi byder på til i aften med kampstart kl.19.30