På generalforsamlingen aflagde bestyrelsesformand Morten Fals ledelsesberetning, ligesom selskabets årsrapport blev godkendt. Årets resultat blev et overskud på 121.474 DKK, og det betyder, at selskabets egenkapital var på 3.358.346 DKK pr. 30. april 2022.
I bestyrelsen indtrådte Carsten Greiffenberg som nyt bestyrelsesmedlem, mens Claus Holstein udtrådte som bestyrelsesmedlem. Alle øvrige bestyrelsesmedlemmer, som var på valg, modtog genvalg.
Her er den ledelsesberetningen i sin helhed:
Væsentligste aktiviteter
Selskabets formål er aktiviteter vedrørende ishockey og dermed beslægtet virksomhed.
Udvikling i aktiviteter og økonomiske forhold
Resultatopgørelsen for tiden 01.05.21 – 30.04.22 udviser et resultat på DKK 121.474 mod DKK 3.848 for tiden 01.05.20 – 30.04.21. Balancen viser en egenkapital på DKK 3.358.346.
Aalborg Pirates 10. sæson blev en rigtig guldsæson med pokaltitel og kåring som danske mestre ultimo april. Vi havde nu også taget et godt tilløb til pokaler og medaljer med vores dominans af ligaen de sidste 3 sæsoner, så det var dejligt at kunne triumfere hele 2 gange på hjemmebanen i Sparekassen Danmark Isarena.
Vi havde også den store glæde at have tilskuerne tilbage på lægterne i store dele af sæsonen, men oplevede også nedturen med coronaens stop and go og hårde COVID-19 restriktioner. COVID-19 var igen en tough økonomisk modstander for sporten og os i Aalborg Pirates. Vi må tage hatten af for organisationen, som igen viste sig, som Danmarksmester i administration, afholdelse af events, afvikling af kampe og finalestævner enten med og uden COVID-19 restriktioner. Det var flot arbejde, og en fornøjelse, at I bare blev ved med at være innovative, når udfordringerne var størst. Man må sige administrationen havde travlt på alle parametre sæsonen igennem.
Metal Ligaen
- 29 hjemmekampe med i alt 82.153 tilskuere (1 blev spillet uden tilskuere. Derudover blev 2 kampe aflyst på grund af coronasmitte i truppen)
- 29 udekampe (derudover blev 1 kamp aflyst på grund af coronasmitte i truppen)
Final 4
- 3 kampe (hvor vi deltog i de 2) med i alt 9.988 tilskuere
Continental Cup (2 gange)
- med semifinalestævne i november 2021 og finalestævne i marts 2022
- 9 kampe (hvor vi deltog i de 5) med i alt 4.429 tilskuere
Der skulle fra starten af sæsonen arbejdes hårdt fra hele organisationen og klubben i bestræbelserne for at få sponsorer og tilskuere tilbage i ishockeyen samt at møde op i arenaen igen. Ydermere skulle der løbende navigeres i restriktioner og forskelligartede krav for, at alle kampe kunne afvikles. Der skal lyde stor ros til Lars Laursen & co. for at lykkes godt sæsonen igennem set i lyset af de mange forskellige udfordringer og de mange kampe og store event.
Lykken var da også gjort for os alle, da vi i 5. og sidste finalekamp kunne hænge de røde lygter ud, og vi spillede guldet hjem i et gyngende Sparekassen Danmark Isarena. Det var en diametral modsætning til de 375 tilskuere ved sidste års afgørende finalekamp i samme arena.
Vi kunne økonomisk godt have brugt et par kasse-kampe mere af den slags, men omvendt er vi lykkelige for, at guldet blev sikret i overlegen stil. Titler og pokaler er vigtige for vores identitet, som klub, og hele Pirates universet med fans, sponsorer, klub, frivillige, aktionærer og ikke mindst eksponeringen af Aalborg Kommune.
2021/2022 var også sæsonen, hvor vi foretog den største investering i selskabets historie. Vi investerede i ca. 200 m LED bander, som giver arenaen et helt nyt udtryk og oplevelse. Når musikken spiller og LED banderne lyser og funkler, så er det som at træde ind i Little Madison Square Garden. Man kan kun blive imponeret. Investeringen skal naturligvis tjenes hjem igen, og salgsteamet fik travlt med at sælge ud af reklameblokkene.
Vores CSR-projekt Cool East stod skarpt igen med formand Ole Brøndum i spidsen. Port of Aalborg samt de 14 partnervirksomheder gjorde igen en forskel for mange mennesker, og satte igen en positiv vinkel på Aalborg Øst. Cool East er med tiden blevet et stærkt samfundsansvarligt projekt med mange kulturelle og sportslige aktiviteter i Aalborg Øst faciliteret af Aalborg Pirates. Vi har en pligt til at udvikle Cool East yderligere til glæde for samfundet.
Sportsligt
Grundserien blev indledt med en sand sejrsmarch frem mod Final 4 deltagelse, og senere hjemtagelse af Prins Henrik trofæet som sikker pokalvinder på hjemmebanen i Sparekassen Danmark Isarena.
Førstepladsen i Metalligaens grundspil blev også sikret, og vi kunne indlede Playoff /slutspillet på hjemmebane. Slutspillet blev kort proces – vi var de andre hold overlegne, og det blev til sejre over Herlev Eagles, Odense Bulldogs, inden Rungsted Seier Capitals måtte gå planken ud i finaleserien.
Vi præsterede på isen og honorerede vores mange loyale støtter. Aalborg Pirates har oplevet en fantastisk opbakning fra omverdenen fra de svære COVID-19 tider, til skadesplagede trupper, formnedgang og til tider et meget komprimeret kampprogram, hvor der skulle præsteres hver anden dag. Opbakningen fra sponsorer, frivillige og fans har vi oplevet hele vejen igennem, og det var dejligt at kunne betale tilbage med flotte kampe, sejre og nye pokaler og minder.
Titler giver god energi og fastholder tilskuere og sponsorer og selvom den sportslige sektor og administrationen var slidte ovenpå den lange sæson, så giver det bare ekstra kræfter, når tingene går op i en højere enhed. Hjemtagelse af The Double, og de efterfølgende roser fra hele landet til den sportslig performance samt vores kamp- og eventafvikling giver mod på endnu mere i fremtiden.
Et stort event var afholdelse af Metal Final4 stævnet Metal Final4 blev afholdt for fjerde gang i træk i Aalborg, og denne gang vandt vi også på banen. En sikker pokalsejr over Herning Blue Fox i finalen, som affødte stor glæde for by og klub, men fjernede også presset fra omgivelserne for endelig at lykkes sportsligt.
Vi vandt også uden for isen med et fantastisk gennemført arrangement for de deltagende klubber og deres medrejsende fans. Udover seværdige kampe blev der afholdt 2 koncerter samt tilbudt et væld af muligheder for de mange fremmødte fans fra nær og fjern.
Ved tildeling af værtskabet viste vi igen, at vi er lysår foran øvrige i dansk ishockey på eksekvering og gennemførelse af event kombineret med ishockey. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi gik all in på at få tildelt værtskabet, og dermed få muligheden for at afprøve alle vores ideer, som var opstået under coronaen. Vi var måske også ansporet lidt af, at det måske var sidste gang i denne omgang, at vi fik værtskabet af politiske grunde.
Vi vil dog naturligvis søge hver gang, vi kvalificerer os, hvis muligheden er der.
Tak for en fantastisk sæson med mange gode oplevelser. Tak for samarbejdet med vores aktionærer, frivillige, foreningen anført af Preben Slagter Jensen, den administrative- og sportslige sektor samt ikke mindst mine kollegaer i bestyrelsen. Det er stærkt, at I som bestyrelse fortsat og gennem en årrække vil gøre en forskel for eliteishockeyen i byen med jeres tanker og handlinger.
Vi skal nyde sommeren som The Double Vindere, og ellers kigge frem mod en ny spændende sæson, hvor titlerne skal forsvares. Vi skal repræsentere Danmark i Champions Hockey League, opstart af talentprogram, samt arbejde på et par spændende nye tiltag, så vi fastholder vores position som Danmarks førende ishockeyklub på og uden for banen.
Efterfølgende begivenheder
I den kommende sæson vises alle kampe i Metal Ligaen fortsat i TV, enten TV2 Sport eller TV2 Play, hvilket kommer til at give ishockeyen en markant større eksponering.
Vi deltager i Champions Hockey League og skal møde de svenske sølvvindere fra Luleå, stær-ke finske Jukurit og den tjekkiske traditionsklub Sparta Prag. Vi bliver gode ambassadører for Danmark og ikke mindst Aalborg i en svær pulje. Sæsonen starter d. 2. september 2022 med første udekamp i Champions Hockey League mod Prag.
Klubbens 10 års jubilæum markeres fredag d. 16. september 2022 i forbindelse med første hjemmekamp i Metal Ligaen.
Det er vedtaget på seneste møde i Divisionsforeningen for ishockey vedtaget at hæve antallet af imports fra 8 til 9 samt at forhøje lønloftet fra 5,5 mio. DKK til 6, 0 mio. DKK.
Efter regnskabsårets afslutning er der ikke indtruffet betydningsfulde hændelser.
Tak for opbakning og god sommer.
På bestyrelsens vegne
Morten Fals