Tirsdag aften skal Pirates til Rødovre for at spille den sidste kamp i grundspillet. Det er en kamp uden betydning i stillingen, da Pirates er sikre på 2. pladsen, mens Rødovre er sikre på 8. pladsen, og dermed skal de møde Rungsted Seier Capital.
Pirates skal som nummer 2 spille mod nummer 7, og det bliver Herlev Eagles, som man også spillede mod søndag eftermiddag. Pirates fik sat sig godt i respekt med en sejr på 9-1, hvor Herlev fik at føle, hvad de kan forvente i slutspillet. Masser af positive ting at tage med fra kampen, hvor der kom mål i powerplay, mens Ben Duffy byggede videre på stimen med mål og Jeppe Jul Korsgaard blev noteret for et hattrick.
Søndag eftermiddag havde Pirates igen Nikolaj Carstensen med på holdkortet, men så var der afbud fra Martin Lefebvre, men der er ikke noget nyt omkring hans deltagelse i kampen mod Rødovre Mighty Bulls.
I denne sæson har Pirates og Mighty Bulls spillet tre gange mod hinanden, hvor det også er blevet til et par aflyste kampe grundet corona. Pirates har hentet otte af ni point i kampene, hvor det faktisk var på hjemmebane i Bentax Isarena, at man satte point til i november.
På fredag starter slutspillet, hvor Pirates er seedet som nummer 2, og derfor skal Pirates spille mod Herlev i en serie, der går bedst-af-7, mens vi heller ikke kan spille mod Rungsted før en evt. finaleserie.
Første kamp i slutspillet spilles på fredag, men kamptidspunktet vides endnu ikke, men følg med på Pirates' sociale medier, og der vil I blive opdateret med tidspunkterne for de forskellige kampe.
Denne kamp, tirsdag aften, bliver spillet kl. 19.30, men da TV2Sport sender fra en af kampene i runden, der spilles på samme tid, så kommer der ikke noget link til livestream.