Det blev til et nederlag på 3-4 i sæsonens første træningskamp, da Frederikshavn White Hawks var på besøg i Sparekassen Danmark Isarena. 1510 tilskuere var på plads til sæsonens første kamp. Kigger man tilbage på sidste sæson, så endte også med et nederlag i første træningskamp, og det endte jo meget godt alligevel.

Så blev det endelig tid til sæsonstart, og den første træningskamp stod som traditionen tro mod lokalrivalerne fra Frederikshavn White Hawks. Til kampen kom Pirates i nye trøjer til træningskampene, hvor navn og nummer var skrevet med guld som en lille reminder om, at man var forsvarende danske mestre.
Til kampen var Pirates uden de to nordamerikanske spillere, Ben Carroll og Trevor Gooch, der begge afventer godkendelse af deres papirer ved Udlændingestyrelsen. Hos Frederikshavn var der ikke nogen mangler til kampen.

Duellen i målet stod mellem George Sørensen for Aalborg, mens det var Tadeas Galansky, der havde fået tjansen i aften for Frederikshavn.

Det blev en kamp, hvor Pirates var i puckkontrol, men det var Frederikshavn, der var kynisk foran mål, og udnyttede de fejl, som Pirates lavede. Mod slutningen satsede Pirates uden George Sørensen i målet, men det lykkedes ikke at komme tæt på en udligning.

Pirates var i kontrol fra kampens start, hvor der ikke kunne gå mere end et lille halvt minut, før Pirates havde scoret sæsonens første mål. Det var Kirill Kabanov, der var først over en løs puck foran Galansky, der var chanceløs i situationen. Pirates arbejdede videre, og kom til flere gode muligheder, mens Frederikshavn havde enkelte sporadiske muligheder. George Sørensen var dog klar i situationerne, selvom det så en smule shaky ud.
Det blev også til 2-0, mens Pirates var i powerplay. Den nye ankomne svenske back, Oskar Drugge sendte pucken på mål, hvor den tidligere Pirates back, Mads Falborg Iversen, var uheldig at dirigere pucken i nettet bag Galansky. Kort efter var det Frederikshavns tur til at få powerplay, da Christopher Frederiksen måtte skøjte ud efter en knætackling fra Tobias Ladehoff. Frederiksen blev erstattet af Daniel Madsen som center i førstekæden. Frederikshavn var i momenter tæt på en reducering i powerplay, men Pirates red stormen af.
Kort efter var det Frederikshavn, der først reducerede ved Aleksi Halme, der kom alene mod George Sørensen, og et minut senere var det Thomas Søndergaard, der firsttimede pucken ind bag en chanceløs Sørensen. På et lille minut havde Frederikshavn vendt kampen på hovedet.
Pirates var i flere omgange tæt under mål, hvor Frederikshavns defensiv havde svært ved at få ryddet op foran Galansky, men Frederikshavn holdt stand resten af perioden, og stillingen var 2-2.

Pirates fortsatte i starten af 2. periode, hvor man havde sluppet efter 1. periode. Masser af spil med pucken, hvor man skøjtede rundt om Frederikshavns defensiv, hvor især Julian Jakobsen var i spillehumør, hvor der blev sat en masse tacklinger ind på modstanderne. Pucken ville dog ikke forbi Galansky i målet, men i den anden ende kunne Jesper Dahlroth sende Frederikshavn foran, da han sendte pucken ind bag George Sørensen, der ikke kunne nå at reagere med gribehandsken.
Det var resultatet af et nonchalant spillende Pirates hold mod et kynisk Frederikshavn hold, der ikke havde noget imod, at det var Pirates, der havde pucken, så længe at de kunne lukke ned for de huller, som Pirates gerne ville spille pucken i.
Frederikshavn kom tæt på at komme yderligere foran, da Alexander Bumagin lavede en smart lille droppasning til Daniel Madsen, der kom alene mod George Sørensen, men Madsen overplacerede sit skud.
Jacob Møller Jensen og Lasse Bo Knudsen tog en mindre svingom med et lille minut tilbage af perioden, men da spillerne var på vej mod boksen ville Jacob Møller mod Pirates' boks, som han sad i sidste sæson, indtil den ene linjedommer gjorde ham opmærksom på, at han skulle i den anden boks.
2-3 efter en 2. periode, hvor det var Pirates, der havde pucken mest, men det var Frederikshavn, der var mest kyniske, når de fik muligheden.

Pirates ændrede en smule i kæderne til 3. periode, hvor Julian Jakobsen fik sig et hvil, hvilket gav mere spilletid til nogle af de unge drenge.
Pirates var igen i puckbesiddelse i store dele af perioden, mens det var Frederikshavn, der var farligst, når de kom i nærheden af George Sørensen. Frederikshavn fik nogle muligheder i powerplay, men det var Pirates, der fik udlignet, da Martin Højbjerg kom alene mod Tadeas Galansky, og han sendte pucken sikkert ind med baghånden.
Det var dog Frederikshavn, der udnyttede endnu en mulighed i powerplay, da Pirates' defensiv var meget fokuseret på spillet bag mål, men ikke holdt øje med Sebastian Brinkman, der modtog pucken i slottet og scorede sikkert.
Mod slutningen tog Pirates timeout og satsede uden målmand, men det gav ikke det store udbytte, og Frederikshavn kunne tage mod nord med sejren og håneretten indtil de mødes på næste fredag i Frederikshavn med kampstart kl. 19.00.

Kampfakta:
Aalborg Pirates - Frederikshavn White Hawks 3-4 (2-2, 0-1, 1-1)
00:35 1-0 Kirill Kabanov (Jakobsen, Carstensen)
07:19 2-0 Oskar Drugge (Carlsson) PP
12:40 2-1 Aleksi Halme (Iversen, Wilquin)
13:42 2-2 Thomas Søndergaard (Møller)
27:41 2-3 Jesper Dahlroth (Cip)
45:52 3-3 Martin Højbjerg () SH
53:57 3-4 Sebastian Brinkman (T. Søndergaard) PP

Udvisninger: Pirates 4x2 min., White Hawks 3x2 min.
Tilskuere: 1510


Interview med Oskar Drugge efter lokalbrag 12 dommere på isen i aften