- Det bliver svært at finde to danske spillere inden den kommende sæson, der kan afløse dem, så jeg er i fuld gang med at afsøge markedet, for erstatninger på forwardsiden i både ind og udland.
Martin og Mikkel kom til Aalborg Pirates før 2016-17-sæsonen hvor det siden er blevet til syv sæsoner i Pirates-trøjen. De har begge været med til at hente tre mesterskaber og to Final4 titler til Aalborg.
Mikkel har spillet 283 kampe i Metal Ligaen samt 72 kampe i slutspillet. Det er blevet til 206 point i grundspillet samt 34 point i slutspillet. Mikkel har været omkring landsholdet, hvor det er blevet til 14 kampe.
Martin har spillet 256 kampe i Metal Ligaen samt 75 kampe i slutspillet. Det er blevet til 185 point i grundspillet samt 29 point i slutspillet. Martin har ligeledes været omkring landsholdet, hvor han har spillet 10 kampe.
Har man sagt Martin, har man også sagt Mikkel og omvendt. Det stod hurtigt klart, fra det sekund de satte skøjterne på isen i Aalborg, at de havde spillet sammen stort set hele livet. De vidste lige præcist hvor den anden befandt sig på isen, og det gjorde det nemt for trænerteamet at sætte dem sammen med Julian Jakobsen, der klikkede med det samme. Tvillingerne med deres stærke skøjteløb og gode fart i skøjterne og Julians blik for spillet.
Martin og Mikkel udtaler i fællesskab:
“Efter mange overvejelser har vi besluttet at indstille ishockey-karrieren. Beslutningen, der bestemt ikke har været nem at nå til, skyldes en lyst til at prioritere vores respektive familier, helbred og civile karriere.
Vi har haft en fantastisk tid i Aalborg Pirates, og vi vil uden tvivl komme til at savne vores holdkammerater og alle de gode mennesker omkring Aalborg Pirates. En særlig tak skal lyde til alle de frivillige, der gør en kæmpe indsats for at skabe de bedste omstændigheder for Aalborg Pirates, samt til de fans, der igennem de seneste 7 år har gjort det helt specielt at trække Pirates-trøjen over hovedet.
Vi ønsker Aalborg Pirates held og lykke med den kommende sæson, og krydser selvfølgelig fingre for endnu et mesterskab.
Vi er stolte af dét, vi som ishockeyspillere har præsteret, og vi er taknemmelige for de minder, vi har fået.”