Takket være godt defensivt arbejde og et powerplay, som igen slog til, kom vi tilbage på sejrskurs med en 3-0 sejr over Rødovre Mighty Bulls

Aalborg Pirates – Rødovre Mighty Bulls 3-0 (1-0, 1-0, 1-0)
Mål: 17:32 1-0 Troy Lajeunesse (Vilstrup Andersen, Craighead) PP1, 25:28 2-0 Tobias Ladehoff (Knudsen, Bjorkstrand), 57:17 3-0 Troy Lajeunesse (Craighead, E. Gotz) PP1

Udvisninger: Pirates 4x2 min + 5+20 Brøndbjerg, Mighty Bulls 5x2 min.
Tilskuere: 3058

Efter et par kampe, hvor marginalerne og kræfterne til sidst har manglet for de nordjyske pirater, kom vi tilbage på sporet denne fredag aften mod Rødovre Mighty Bulls. To hold som begge manglede et hav af spillere, hvilket også kunne ses på kampens lidt rodet flow

Vi begyndte kampen i et fint tempo, og fik lynhurtigt lagt gæsterne under pres. Chancerne kom i hobetal, men på trods af at pucken i flere omgange lå inde omkring William Rørths mål kunne vi ikke få afslutet angrebet.

Til dagens kamp havde vi fået Joonas Niemelä tilbage, og det gav et tydelig boost til os igennem midten af isen. Den finske centers arbejde i begge zoner har været savnet, og i powerplay har vores manglet den stærke finne inde foran mål for at kunne åbne op igen.

Netop den plads Niemela skaber i overtalspillet blev tydeligt, da vi kom foran med 1-0 godt 2 minutter før periodens afslutning. Joonas Niemelä tog position omkring målfeltet, og det åbnede op til at 100 kampsjubilaren, Thomas Vilstrup Andersen, kunne sende pucken over til Troy Lajeunesse, der iskoldt hamrede pucken ind ved nærmeste stolpe.

1-0 var også stillingen inden anden periode, som på ingen måder var en af sæsonens bedste fra nogle af holdene. Dog kom piraterne fint ud og allerede efter fem minutter af perioden styrede Tobias Ladehoff pucken i netmaskerne til 2-0.

Herfra tog vi dog et par klodsede udvisninger, hvilket gav gæsterne chancen i powerplay. Herunder en matchstraf til Jonas Brøndbjerg, men heldigvis var vores boxplay og George Sørensen stærke i dag. De holdt gæsterne fra det store, og kun i et moment var det tæt på, da overliggeren og Nicolai Weichel fik reddet en afslutning fra Mads Eller.

Mod slutningen af perioden var Dairen Craighead tæt på at gøre det til 3-0, men han missede afslutningen, og dermed gik holdene til pause med 2-0 inden de sidste 20 minutter. 20 relativt begivenhedsløse minutter. Ikke meget skete, trods flere overtal til gæsterne, hvor vores boxplay bare var utroligt stærkt.

Dermed kunne Troy Lajeunesse afgøre kampen, da han i et 5 mod 3 powerplay blev double målscorer, da han med en glimrende first-timer ved det nærmeste målhjørne gjorde det til 3-0.

Med sejren fik vi sat en stopper for fire nederlag i træk inden jul, og kan se frem imod et af årets helt store højdepunkter. Nemlig de to nytårskampe mod Frederikshavn White Hawks, hvor den første spilles den 27 december i Frederikshavn.


Effektiviteten manglede, da vi tabte tæt nytårskamp Stor arbejdsindsats ikke nok i Esbjerg