Pirates kunne notere sig for det første nederlag i Metal Ligaen i denne sæson, da Herlev sejrede på hjemmebane med 2-0. En til tider hårdt spillet kamp, kom Herlev ud på toppen med de tre point. Pirates havde mulighederne og havde også et par skud på stolpen, men pucken hoppede ikke Pirates' vej.

Herlev Eagles - Aalborg Pirates 2-0 (0-0, 1-0, 1-0)
Mål: 36:23 1-0 Matthias Asperup (Jonsson, Johansson), 59:59 Kyle Osterberg (Baastrup, Tikkinen) EN

Udvisninger: Eagles 3x2 min., Pirates 4x2 min.
Tilskuere: 498

Spillerne drog afsted i de tidlige morgentimer for at være i Herlev til middag, så kampen kunne starte kl. 14.00. Med i bussen var den samme trup, der havde besejret lokalrivalerne, Frederikshavn White Hawks, med 2-1, fredag aften i Gigantium.
Det vil sige, at det var uden backen Nikolaj Carstensen, der afsoner sin anden karantænedag, mens forward Emil Marcussen stadig har armen i gips og er ukampdygtig. Herlev var senest uden fire spillere grundet corona, men de var alle sammen clearet til eftermiddagens kamp, så det var Herlev i stærkeste opstilling, der tog imod.

Pirates startede kampen godt med gode muligheder til Martin Højbjerg og Jeppe Jul Korsgaard, der var inde foran mål med en styring. Det var Pirates, der styrede spillet i kampens begyndelse, mens Herlev først blev farlige efter ca. 4½ minut, da Kristian Kragh testede George Sørensen i målet.
Herlev kom bedre med i kampen, og deres russiske spiller Yevgeni Lapenkov fik en stor mulighed, men George Sørensen var klar med redningen. Det gav et mindre pres fra Herlev, der endte med at få deres stærkeste kæde ind mod Pirates' unge kæde efter en icing, men Pirates stod imod presset.
Pirates fik en god mulighed, da Kirill Kabanov og Jeppe Jul Korsgaard kom afsted i en 2mod1, men afleveringen fra Kabanov lå upræcist og chancen løb ud i sandet.
Pirates fik kampens første powerplay, da Niklas Tikkinen tacklede Martin Højbjerg midt på isen, uden at pucken var i nærheden, men Pirates fik ikke det store ud af muligheden, hvor det kun blev til halve chancer. Herlev fik pucken i nettet, men målet var kort forinden ude af position.
Herlev fik også muligheden i powerplay, og de var generelt farligere, hvor George Sørensen måtte diske op med nogle store redninger. Pierre-Olivier Morin havde muligheden i undertal, men han fik aldrig rigtig kontrol over pucken, og chancen løb ud i sandet.
0-0 efter en periode, hvor begge hold havde deres muligheder.

Pirates kom igen godt ud til perioden, hvor det var Mikkel Højbjerg, der var tættest på, men stadig ingen scoringer i kampen. Herlev fik arbejdet sig ind i perioden, og kom også til flere gode muligheder. Pirates tog flere udvisninger, hvilket satte Pirates defensiven under pres. Men Pirates kom også til muligheder i undertal, hvor Tobias Ladehoff var tæt på efter aflevering fra Pierre-Olivier Morin.
I den anden ende var George Sørensen flere gange nødt til at finde redninger frem, da spillerne tænkte meget mere frem af isen og ikke huskede på de defensive aftaler.
En fejl ved offensiv blueline kostede for Pirates, da Matthias Asperup havde sidste stav på pucken, der blev sendt ind bag George Sørensen. Kort efter fik Pirates muligheden i powerplay, hvor et slagskud fra Anders Koch på overliggeren var det tætteste, som Pirates kom på udligning.
1-0 til Herlev efter 40 minutter i en tæt kamp, hvor det var hjemmeholdet, der var effektive.

3. periode blev en noget rodet affære, hvor der ikke rigtigt var nogle af holdende, der tog kontrol over spillet. Det gav chancer i begge ender af isen, hvor ingen af holdene kunne sende pucken i nettet. Når Pirates skøjtede igennem og spillede fokuseret, så kunne Herlev ikke følge med, og de kom under stort pres, men Pirates havde en tendens til at tage nogle mindre kloge beslutninger med pucken, og smide den op gennem midten af egen zone eller på tværs, hvilket gav Herlev flere gode muligheder.
Mod slutningen tog Anders Koch en udvisning, hvilket gjorde det besværligt for Pirates at tage George Sørensen ud af målet. Det lykkedes dog med ca. et halvt minut igen af perioden, men det var Herlevs Kyle Osterberg, der scorede i sidste sekund i det tomme mål.

Pirates spiller næste gang på fredag, hvor turen går til Vojens, hvor SønderjyskE tager imod med kampstart kl. 20.15 i Frøs Arena.


Pressemeddelelse: Endnu en stærk back til Aalborg Pirates VIDEO: Højdepunkter og interview fra Aalborg mod Frederikshavn