Allerede på fredag løber Aalborg Pirates på isen igen.

Tirsdag aften blev det afgjort, at Aalborg Pirates møder Herning Blue Fox i dette års DM finale. 

Dermed bliver det midtjyderne, som gæster Sparekassen Danmark Isarena på fredag, hvor den første finalekamp spilles. 

Piraterne afgjorde sin semifinaleserie efter blot fire kampe, mens gæsterne skulle ud i et syvende og afgørende opgør, før man fik sikret sig en billet videre. 

Om det er en fordel for piraterne eller rævene, er dog svært at spå om ifølge sportschef Ronny Larsen. 

- De er jo i gang lige nu, så det kan godt være en fordel for dem i den første kamp, men over en lang serie, som jeg forventer, det bliver, så kan det godt være en fordel for os, konstaterer han. 

Udover en lang serie, så spår Ronny Larsen også nogle underholdende opgør mellem denne sæsons nummer et og to. 

- Herning spiller en kombination af fysisk ishockey og godt kontraspil, så det bliver nogle kampe med fart på, men jeg tror også det bliver fysisk, fortæller sportschefen, der også uddyber, hvilket hold Herning Blue Fox er. 

- Herning er et ensartet, stærkt hold med fysisk stærke spillere og stærke individualister, der kan afgøre kampen på egen hånd, så det er et hold, der virkelig spiller godt ishockey, konstaterer han. 

Fredagens kamp fløjtes i gang klokken 20.15. Der er udsolgt af siddepladser, men det er stadig muligt at købe ståpladser. 

Det er dog med at være hurtig, for der er et begrænset antal tilbage. Du finder dem via linket her: https://shop.aalborgpirates.dk/kampe/finale1-2023  


Fjerde DM-finale, niende serie mellem Herning og Aalborg Mindeord om Tobias Kisum