Denne artikel kan læses i bogen ”Hockey uden alder”, som udkom i 2016. Artiklen omtaler den dag for nøjagtig 40 år siden, da det første danske mesterskab i ishockey endelig havnede i Aalborg.

Søndag 1. marts 1981 var en ganske usædvanlig eftermiddag for aalborgensisk idræt.
I Gentofte Badmintonhal mødtes Gentofte og Triton, mens Rødovre og AaB mødtes i Rødovre Skøjtehal.
Det var det danske mesterskab, der var på spil i begge idrætshaller, og såvel Triton som AaB havde på forhånd en fordel. Triton kunne tillade sig at tabe 5-8 og alligevel vinde DM, mens AaB kunne nøjes med uafgjort for at guldmedaljerne kom i hus.

Øde gader i Aalborg
Der var usædvanlig stille i Aalborgs gader de første eftermiddagstimer. Rigtig mange sad med ørene klinet til radioen for at følge Tritons og AaBs kampe for guld i København. Kl. 15.30 stod det klart, at Triton havde sikret sig guldet – efter på det tidspunkt havde bragt sig foran 5-3. Sejren blev på overbevisende 9-4. Og lidt i kl. 16.00 udløstes spændingen i ishockey.
”AaB har vundet guld ved at besejre Rødovre 5-4 lød det fra radiospeakeren Frank With”.
Det var nu ikke helt korrekt. AaB havde sikret sig guldet, men ved at spille 5-5. For i de døende sekunder i Rødovre Skøjtehal var de mange aalborgensiske tilskuere begynd at tælle kampen ned. Men de var for ivrige. I hvert fald havde de for megen fart på med nedtællingen, hvilket smittede af på AaB’erne på isen. Således også målmand Carsten ”Nisser” Pedersen, der havde forladt sit bur for at deltage i sejrfesten. I hvert fald sendte Rødovres Niels Thorup fra midten af banen pucken i et tomt målnet. 5-5, og kamptavlen viste 19.59.

Glæde og kaos
Men det var der ikke mange, der registrerede. Ellevilde nordjyske tilskuere væltede ind over banderne og omfavnede deres helte. Der var så megen glæde og kaos, at Dansk Ishockey Unions formand Kai Lassen måtte opgive at foretage medaljeoverrækkelsen og overrække DM-pokalen på isen. Dette skete i stedet for i omklædningsrummet, hvor Kai Lassen blandt andet sagde:
”Der var så mange ting, jeg gerne ville have sagt på isen. Aldrig har jeg oplevet en så spændende og velspillet finale om et dansk mesterskab”.
Spænding var der bogstavelig talt næsten til sidste sekund. Ja i realiteten manglede der et sekund i at kampen blev færdigspillet, for den fortræffelige hoveddommer Sven Petersen måtte opgive at få det sidste sekund af kampen spillet. Men ingen forlangte pucken givet op på midten til det sidste sekund. Resultatet blev dog ikke ændret. 5-5 selv om rigtig mange troede, at kampen var endt 5-4 til AaB og først senere fik den rette sammenhæng at vide.

B-kædens triumf
Kampen var særdeles spændende og velspillet.
Rødovre koncentrerede sig først og fremmest om at stække AaB stærke A-kæde med Frits Nielsen, Preben Sørensen og Per V. Jacobsen. Det lykkedes godt nok, men til gengæld havde hjemmeholdet intet modtræk til AaBs flyvende B-angrebsduo Kris Kollevoll, Per Lydholm og Karsten W. Pedersen.
Per Lydholm spillede noget nær sin livs kamp og scorede ikke færre end tre mål. Det første allerede efter godt 1 minuts spil.
Målet rystede hjemmeholdet, mens det gav AaB’erne et moralsk rygstød og dermed de altafgørende sejre i nærkampene – men ikke mindst ekstra speed på skøjterne.
Rødovre fik kæmpet sig tilbage og flere gange bragt balance i rengskabet, men blot for at se AaBs B-angrebskæde svare igen.
AaB var foran 2-1 ved den første pause på to mål af Per Lydholm. Anden periode endte 1-1, og det var Per Lydholm, der fuldendte sit fornemme hat trick. I tredje periode bragte Kris Kollevoll AaB foran 4-2, men med to mål – det sidste fire minutter før tid – fik Rødovre udlignet. Glæden i Rødovre-lejren varede kort. For knap minuttet efter bragte Kris Kollevoll AaB foran 5-4. Målet knækkede Rødovre, og Niels Thorups udligning i et tomt mål i tiden 19.19 havde kun kosmetisk betydning.

Personlig triumf
AaB havde for første gang i klubbens historie vundet det danske mesterskab.
For AaBs spillende træner Brad Holst blev mesterskabet en stor personlig triumf. Amerikaneren var i løbet af sæsonen ofte blevet skældt ud for sin indsats på isen, men hans trænertalent og taktiske evner var der ingen, der kunne pille ved. Derfor kom det som en stor overraskelse, at AaB kort efter DM-triumfen meldte ud, at klubben afbrød samarbejdet med Brad Holt.
Var jublen blandt AaB’erne og de mange tilrejsende fans stor i Rødovres Skøjtehal, så var den intet imod den modtagelse, AaB fik da de landede i Aalborg Lufthavn. Her måtte lufthavnspersonalet og politiet opgive at holde de mange fremmødte tilbage, og stik reglerne fik de fremmødte lov til at strømme ud til flyet på lufthavnens forplads.
Senere på aftenen blev mesterskabet fejret til den store guldmedalje, da AaB holdt åbent hus i AaB-hallen i Øster Uttrup.

Guldvinderne
Guldvinderne i Rødovre Skøjtehal 1981:
Målmænd: Carsten ”Nisser” Pedersen og Kim Bisgaard.
Backer: Palle Libak, Brad Holt, Jørn Johansen. Gorm Christiansen og Claus Weinrich.
Angribere: Frits Nielsen, Preben Sørensen, Per V. Jacobsen, Kris Kollevoll, Per Lydholm, Karsten W. Pedersen, Kim Nygaard, John Jervild, Johnny Schou, Gert Ingolf Johansen og Bjarne Sørensen.
Træner: Brad Holt.
Holdleder: Anders Færgemann.
Materialemand: Anders Kausholdt.

Et lille skår i glæden. Den elegante og målsøgende forward Peter Rasmussen måtte overvære DM-triumfen fra tilskuerpladserne. Peter Rasmussen havde af Jysk Ishockey Union fået 6 spilledages karantæne for en større batalje i en ungdomskamp. Dommen gjaldt ungdomskampe, men blev fulgt op af AaBs ledelse med karantæne i DM-finalen. Peter Rasmussen fik dog sin velfortjente guldmedalje.

Søndagens festligheder affødte mandag en del tømmermænd, mens hos Aalborg Stiftstidendes Eivind Samuelsen og Per Larsen var den nu en anden slags tømmermænd, der meldte sig. De havde søndag dækket henholdsvis Tritons og AaBs guldtriumfer i København og skrevet til langt ud på natten for blot mandag morgen at konstatere, at Aalborg Stiftstidende ikke udkom med alle deres guldkorn på grund af faglige møder i den tekniske afdeling.

Har du lyst til at læse flere anekdoter fra den aalborgensiske ishockeyhistorie, kan bogen Hockey uden alder købes her: https://shop.aalborgpirates.dk/merchandise/boeger/bog-hockey-uden-alder


Pletfrit arrangement: Sådan foregik Metal Final4 i en bobletid Pirates røg ud i semifinalen efter drama