Odense Bulldogs - Aalborg Pirates (0-1, 1-1, 0-2)
Aalborg Pirates sikrede sig en plads i finalen med en sejr på *-1 i Odense.
Dermed er aalborgenserne stadig ubesejret i slutspillet og får nu nogle dages kamppause, da den anden semifinaleserie mellem Rungsted Seier Capital og Esbjerg Energy endnu ikke er afgjort.
Det var tydeligt at se på de to hold, at begge mandskaberne var påvirket af den meget fysiske og intense kamp, som de havde spillet blot et døgn forinden, og derfor kom hverken aalborgenserne eller fynboerne ud med samme gejst, som det har været set i semifinaleseriens første opgør.
Det lykkedes dog både Aalborg Pirates og Odense Bulldogs at komme efter det som tiden gik i første periode, og begge klubberne kom frem til gode muligheder.
Med små fem minutter tilbage af perioden var det dog piraterne, der leverede kampens første mål, da Mikkel Højbjerg fik sendt pucken i nettet til 1-0 i udeholdets favør. Det var brormand Martin Højbjerg og Tobias Ladehoff, der sammen med målscoren fik spillet pucken flot ind i hjemmeholdets zone, for derefter at levere den til Mikkel Højbjerg inde foran Odenses finske målmand.
Hjemmeholdet kom ud til anden periode med markant mere energi, og endnu en gang formåede de fynske hunde at komme tæt på piraterne. Dog kom aalborgenserne stadig frem til gode muligheder og sendte blandt andet et skud på ydersiden af stolpen efter nogle få minutter.
Det var dog hjemmeholdet, der stod for kampens anden scoring, da Christian Juhl Thunbo satte sit første mål i sæsonen ind og udlignede til 1-1. Det var egentlig piraterne, som var i puckbesidelse i fynboernes zone, indtil piraterne havde et dumt pucktab på blå linje, som sendte Odense-spillerne alene mod George Sørensen.
Modsat fik aalborgenserne dog også sendt pucken mellem stængerne til 2-1. Det var Patrick Bjorkstrand, der skød pucken ind foran Odense-målet, hvorefter den havnede forbi Samu Perhonen efter en masse tumult.
Tredje periode var fynboerne mere tændt, og det lykkedes også for Odense-spillerne, at komme frem til nogle store chancer i starten, dog røg den sidste luft langsomt ud af ballonen, og gæsterne fra Aalborg begyndte at dominere mere og mere.
Cirka halvvejs i perioden fik aalborgenserne kampens første powerplay, og dermed også muligheden for at bringe sig yderligere foran med 3-1. Desværre lykkedes det ikke for piraterne, at få sat pucken ind.
Kort efter kom målet dog, da Mikkel Højbjerg satte sit andet mål ind og udbyggede Aalborg Pirates føring til 3-1.
Med tre minutter tilbage af perioden var det endnu en gang piraterne, som fik sendt pucken i nettet, da Thomas Spelling sendte pucken i tomt mål til 4-1.
Med 25 sekunder igen fulgte Jeppe Jul Korsgaard trop, og sendte ligeledes pucken i det tomme Odense-mål til 5-1.
Det blev kampens sidste scoring, og derfor var det piraterne, der kunne juble ved slutfløjtet, da Aalborg-spillerne ikke blot havde vundet kampen men også havde sikret sig en finaleplads efter fire kampe.
Kampfakta:
Mål: 0-1 Mikkel Højbjerg (15.16), 1-1 Christian Juhl Thunbo (31.06), 1-2 Patrick Bjorkstrand (37.17), 1-3 Mikkel Højbjerg 53.42)
Udvisningsminutter: Odense 2, Aalborg 0