Aalborg Pirates er stolte over at kunne præsentere den 22-årige back, Jonas Brøndberg, der vender hjem til Danmark og Aalborg for de kommende to sæsoner. I den forgangne sæson var Jonas også inde omkring det danske seniorlandshold, hvor han fik et par kampe. Ellers har han repræsenteret Danmark på både U18- og U20-niveau til blandt andet VM.

- Vi fik muligheden for at hente Jonas hjem til Aalborg, hvor han kunne få en frisk start på hockeykarrieren, og vi kender ham allerede fra hans halve coronasæson i klubben. Derfor kender vi hans kvaliteter og synes, at det var et godt match at få ind i truppen igen til den kommende sæson, udtaler sportschef Ronny Larsen og tilføjer at Jonas også har trænet med Piraterne, når han har været hjemme i Aalborg.

Jonas tog som 16-årig i 2017 til Sverige, hvor han spillede for Växjö Lakers' hold i U18 og U20. Derefter tog han tre sæsoner i den canadiske juniorliga, WHL, der blev afbrudt af en halv sæson i Pirates i 2020/21, mens ligaen var lukket ned grundet coronapandemien. Sidste sæson blev delt i det svenske mellem Kristianstads IK i AllSvenskan og Tyringe SoSS i HockeyEttan.

- Jonas har sine primære forcer i det defensive spil, hvor han kommer til at blive en vigtig del af holdet i specielt boxplay. Han har gode offensive kvaliteter, men det er mere det defensive, som vi ser gode muligheder i hos Jonas, slutter sportschef, Ronny Larsen

Jonas deltager i sommertræningen i Pirates, og kommer i den kommende sæson til at spille med nummer 29.


Populær amerikaner forlænger med Pirates Trøjeauktion 2022-23