Fredag aften skal Pirates til Gentofte for at vaske resultatet mod Hvidovre Ishockey Fighters af sig. Det var ikke den bedste kamp fra Pirates, hvor Hvidovre endte med at vinde med 2-4. Pirates havde ellers godt styr på Hvidovre i de første tyve minutter, hvor Pirates førte med 1-0.
Derfra gik det mere eller mindre galt, og Hvidovre fik Pirates under kontrol, og udnyttede kynisk sine muligheder.

Nu er det så en tur til Sjælland og Gentofte, der står på menuen for Pirates, der igen må undvære Kirill Kabanov, der sidder ude med sin sidste karantænedag. I tirsdags var der heller ikke nogen Bjarke Møller, Tobias Ladehoff og Sebastian Brinkman på holdkortet, hvilket der ikke har været i længere tid. Det er uvist, hvornår de tre kommer tilbage på holdet.

Pirates har vundet fem af deres seneste ni kampe, men desværre er det endt med nederlag i de seneste to kampe. For Gentofte ser det noget værre ud for tiden, hvor de har tabt seks af deres seneste syv kampe; senest dog i overtid til Herning. Den eneste sejr, som Gentofte har fået i den stime er 1-0 på udebane over Hvidovre.

Pirates har revanche tilgode mod Gentofte, for ikke nok med, at de sendte os ud i kvartfinalen sidste sæson, så har Gentofte sejret i begge kampe i denne sæson. Samlet set så har Gentofte vundet de seneste fire kampe mod Pirates.
Gentofte har vundet deres seneste seks kampe på hjemmebane mod Pirates - bliver det fredag aften, at den stime bliver brudt?


Mestrene skal besejres Bundholdet kommer på besøg i Gigantium