Aalborg Pirates er stolte af at kunne byde den 31-årige danske forward, Sebastian Ehlers, velkommen hjem til Aalborg efter syv sæsoner i Odense, hvor han er blevet en etableret spiller i toppen af Dansk Ishockey. Sebastian Ehlers har underskrevet en kontrakt for de kommende to sæsoner.
Sebastian Ehlers er blevet frigjort af sin kontrakt med Odense Bulldogs og tiltræder straks i Aalborg, hvor han udover rollen som ishockeyspiller skal arbejde på deltid med salg af sponsorater i klubbens administration. Vi er af stolte af, at vi med vores gode relationer til Ole Nielsen (direktør) og bestyrelsen i Odense Bulldogs fandt en løsning i mindelighed, så Sebastian kunne komme hjem til Aalborg, udtaler Bestyrelsesformand Morten Fals. Det er ikke reglen men undtagelsen, at spillere og trænere løses fra deres kontrakter før tid, så det siger noget om format i både Odense Bulldogs og Aalborg Pirates slutter Morten Fals.
- Tilbage i 2017 sendte vi en forholdsvis ung Sebastian Ehlers til Odense, hvor han tog en stor del af arbejdet med at få Odense tilbage i toppen af dansk ishockey. så det er bestemt en etableret og erfaren spiller vi nu får hjem til Aalborg igen. Han har taget masser af ansvar på holdet i Odense de seneste sæsoner, udtaler sportschef Ronny Larsen.
Over de seneste syv sæsoner i Odense har Sebastian spillet over 300 kampe i Metal Ligaens grundspil og 30 kampe i slutspillet. I grundspillet er det blevet til 193 point, hvor de 56 har været mål.
- Jeg glæder mig meget til at komme hjem. Min familie og jeg følte at det var et godt tidspunkt at vende snuden hjemad. Jeg har stadig mange gode år tilbage i mig og forhåbentlig kan jeg hjælpe Pirates med at forblive et tophold i den danske liga udtaler Sebastian Ehlers.
Sebastian var i sin ungdom omkring Biels ungdomshold i Schweiz, da hans far, Heinz Ehlers, var træner for Biels førstehold. Derefter kom han omkring Malmö Redhawks ungdomshold, inden at han kom til Aalborg forud for 2012/13 sæsonen, hvor han spillede tilsammen omkring 200 kampe i grundspillet og slutspillet for Pirates. I 2017 tog han til Odense, hvor han er vokset til en erfaren og moden ishockeyspiller, der har spillet over 500 kampe samlet i Metal Ligaen.
- Sebastian kommer til at være en vigtig brik på isen, men også i omklædningsrummet, og selvom han har været væk fra Aalborg i en del sæsoner, så kender han store dele af omklædningsrummet i forvejen. Sebastian bliver en vigtig brik i offensiven, men også i powerplayet, hvor han tør tage ansvaret, slutter Ronny Larsen.
Sebastian kommer til at spille med nummer 27 i de kommende to sæsoner, og han er allerede godt igang med sommertræningen, inden Pirates kommer på is i starten af august.
VI SÆTTER HOLDET - SAMMEN ER VI ONETEAM
Du kan forsat være med til at støtte VI SÆTTER HOLDET her...