Det var både symbolsk og reelt, at piraterne gav Herning klø på isen.

Aalborg Pirates fik for alvor skudt årets finale mod Herning Blue Fox i gang med hele seks lækre mål, der sikrede piraterne en sejr på 6-0 hjemme i Sparekassen Danmark Isarena. 

Det var nemt at mærke fra første skridt, man tog ind i Gigantium, at der var finalehockey på programmet.

En propfyldt Sparekassen Danmark Isarena med 5000 tilskuere var klar til at se, hvad flere havde spået til at blive en nervepirrende og underholdene kamp.

Det var også den fornemmelse man fik kort inde i kampens første periode, her kom begge klubberne nemlig frem til flere skud på mål, dog var ingen af chancerne kæmpe store.

Men efter syv minutters spil tog gæsterne fra den ukendte by Herning en udvisning, som gav piraterne sit første powerplay – og det første af slagsen i kampen også.

Og som alle ved, kan netop udvisninger koste dyrt, når det gælder slutspillet – og nok særligt i en finale. Det var også tilfældet her.

Herning-drengen Patrick Bjorkstrand fik nemlig bragt hjemmeholdet foran med 1-0, og fik derfor markeret sig overfor sin barndomsklub, som han stod overfor for første gang nogensinde i en finale.

Modsat dummede piraterne sig dog også, da Kiril Kabanov blev sendt i boksen på grund af for mange spillere på isen.

Det gav gæsterne sit første powerplay og muligheden for at få udlignet. Hjemmeholdet leverede dog et af sit bedste boksplay i sæsonen, og Herning-spillerne fik slet ikke lov til at komme frem til en chance, før pucken blev sendt eller skøjtet ned i modsatte ende.

Med små to minutter tilbage af perioden resulterede et flot Pirates-spil i Herning zonen med en retur fra Herning-keeperen, som landede perfekt foran Anders Koch, der bankede hjemmeholdet på 2-0.

I anden periode var det gæsterne, som pressede mere på. Det lignede, at der var blevet talt med store bogstaver i pausen, og derfor fik gæsterne holdt pucken i Aalborg-zonen i længere perioder af gangen.

Da gæsterne fik sin anden powerplay-mulighed, havde piraterne heller ikke så nemt ved at få pucken ud af zonen. Modsat kom Aalborg-spillerne dog også frem til skud, der fik tilskuerne op af sæderne.

Kort efter fik hjemmeholdet sin anden powerplay-mulighed. Men det var en tam en af slagsen. Piraterne fik ikke rigtig sat et spil sammen, der var godt nok til at give en reel chance.

Hjemmeholdet havde dog ikke brug for at være i overtal for at få sendt pucken i netmaskerne. For ikke længe efter gæsterne blev fuldtallige, fik Martin Højbjerg nemlig udbyggede Pirates føring til 3-0.

Halvandet minut var alt, hvad der skulle til. For det var det, som det tog for piraterne at få bragt sig yderligere foran i tredje periode.

Det var Matt Salhany, der fik udbygget føringen yderligere til 4-0.

Halvvejs i perioden fulgte Aalborg-kaptajnen trop og gjorde ondt værre for de medrejste Herning-fans. Julian Jakobsen sendte nemlig pucken i målet til 5-0.

Flere frustrerede Herning-spillere begyndte at gå fysisk til hjemmeholdet, hvilket gav piraterne en fem mod tre-mulighed og efterfølgende endnu et powerplay, der bragte aalborgenserne foran med tenniscifrene 6-0.

Det var Kiril Kabanov, der også ville med på scoringstavlen, som indeholdt hele seks forskellige pirater.  

Som slutfløjtet lød kunne spillere, trænere og tilskuere bryde ud i stor jubel. Aalborg Pirates havde nemlig ikke blot vundet 6-0, man havde også bragt sig foran med 1-0 i finaleserien. Og nå ja, så var det jo fredag oveni. 

Kampfakta

Periodecifre: 2-0, 1-0, 3-0

Mål: 1-0 Patrick Bjorkstrand (06.46), 2-0 Anders Koch (18.13), 3-0 Martin Højbjerg (34.33), 4-0 Matt Salhany (41.25), 5-0 Julian Jakobsen (49.23), 6-0 Kiril Kabanov (53.37)

Udvisningsminutter: Aalborg 6, Herning 14

Tilskuere: 5000


VIDEO: 6-0 i første finalekamp! Dette skal piraterne fokusere på for at vinde serien ifølge Ladehoff