Fredag aften kommer Odense Bulldogs på besøg i Bentax Isarena.

Fredag aften og julefrokoststemning med Aalborg Pirates. Kunne man ønske sig mere end det? Nå ja, en kamp mod Odense Bulldogs, og forhåbentligt tre point på kontoen efterfølgende, så det tager vi også med.

Alle hold har på nuværende tidspunkt mødt hinanden to gange med sejre til Pirates begge gange, og vi ligger meget lunt i svinget i top4, hvilket også var målet med starten af sæsonen, trods et hårdere kampprogram med Champions Hockey League kampe og en sæson, der begyndte tidligere for os end vores modstandere i Metal Ligaen.

Hvor vi ligger meget godt med i toppen, så kan man sige det modsatte om Odense. De ligger og kæmper en heroisk kamp i bunden af Metal Ligaen for at komme med i slutspillet, og det var også forventet i år, hvor de har været nød til at sadle helt om grundet en økonomi, der ikke kunne holde til flere slag.

Det har betydet, at man har været nød til at satse på en del på egne unge spillere samt unge spillere fra andre klubber, der måske ikke fik den store spilletid normalt krydret med enkelte erfarne spillere.
Odense har vist tænder i nogle kampe, og de har også besejret et andet tophold, SønderjyskE, tidligere på sæsonen, men det var dog på hjemmebane. Pirates havde også enkelte problemer med Odense i tirsdags, men på udebane har de også fået nogle større lussinger, hvor 13-4 i Rødovre er den, der huskes bedst.

Odense må man dog ikke tage let på, og coach Morgan har uden tvivl både gameplan og redskaber klar til at tage endnu tre point, og dermed beholde en solid afstand til det meget bredde midterfelt fra 5. pladsen og ned.

I tirsdags var Pirates uden en række spillere på holdkortet, hvor Nikolai Nielsen, Nicolai Eriksen, Jack Walker, Mike McNamee, Victor Panelin-Borg og Cam Braes var udenfor. I løbet af kampen udgik både Lasse Bo Knudsen og Spencer Humphries. På nuværende tidspunkt er det eneste sikre, at Jack Walker ikke spiller kampen, da han blev fritstillet onsdag eftermiddag.

Vi genkender et par ansigter på Odenses hold i denne sæson, nemlig Sebastian Ehlers og Henry Hardarsson, men det er ikke første gang, at de kommer på besøg i Odense trøjen i Aalborg, hvilket de også var i sæsonpremieren, hvor Pirates sejrede med 5-1, og Hardarsson scorede Odenses eneste mål i kampen.


Pirates kæmpede sig til sejr Jack Walker stopper hos Aalborg Pirates