Så er det blevet tid til sæsonens første to lokalopgør mod Frederikshavn. Det siges godt nok, at det er en træningskamp, men det er der ikke noget, der hedder, når det kommer til lokalbrag.
Første slag skal stå i Frederikshavn, onsdag aften kl. 19.00, mens der er returkamp i Aalborg, torsdag aften kl. 19.00.
Der står meget mere på spil end sejren i disse opgør. Æren, respekten og håneretten, som vi vandt sidste år, da vi sejrede i begge træningskampe samt sendte Frederikshavn ud i slutspillets kvartfinaleserie med 4-0 i kampe. Et slutspil, der som bekendt endte med, at vi kunne kalde os for danske mestre.
Der er sket en del ændringer på begge hold op til sæsonen, og spørgsmålet er hvor meget, der allerede nu er på plads. Vi skal i hvert fald være klar, da Champions Hockey League venter lige om hjørnet.
I lørdags tabte vi med 0-3 til de norske mestre, Storhamar, men der var flere positive ting at tage med fra den kamp, hvor spillet i perioder var rigtig godt, men der skulle arbejdes noget med disciplinen, da vi endte med en stor del udvisninger i de sidste to perioder.
Frederikshavn spillede også mod Storhamar et par dage forinden, hvor de endte med at tabe med 0-7.
Trænerteamet har gameplanen klar, og spillerne er klar til at udføre den til punkt og prikke. Ser vi en masse Piratesfans i Frederikshavn, onsdag aften, og på hjemmebane, torsdag aften?
Varm op til kampen med highlights fra lørdagens kamp mod de norske mestre, Storhamar samt interview med assistenttræner, Ronny Larsen.