Tobias Ladehoff står overfor sin tredje finale i træk for Aalborg Pirates.

Efter en længere pause skal Aalborg Pirates igen i aktion, når Herning Blue Fox gæster Sparekassen Danmark Isarena fredag aften. 

Det er den første finalekamp, der skal spilles, og det kan gå hen og blive underholdende, hvis man spørger Tobias Ladehoff. 

- Det bliver en spændende finaleserie. Det er jo en serie mellem to gode hold, der blev nummer et og to i grundspillet, så det kan vel ikke blive en federe serie, konstaterer han.

Når Herning Blue Fox slår vejen forbi Aalborg i kampen på DM-pokalen, så er det ikke første gang, at de to hold i år har kæmpet om en titel. 

Det var nemlig også de to mandskaber, som spillede finalen ved Final4, hvor midtjyderne lød med sejren.

- Det var selvfølgelig dem, der vandt pokalen, men det vigtigste for os er at fokusere på at spille bedre, end vi gjorde ved final4 og i stedet levere noget af det spil, vi har leveret i slutspillet, for det har været godt, og hvis vi gør det, har vi en god chance for at slå dem, erkender Tobias Ladehoff. 

Derudover er det tredje gang, at der skal afholdes DM-finale i Aalborg. Piraterne har nemlig været med ved de sidste tre års finaler, og det er der en særlig grund til ifølge Tobias Ladehoff, der selv har deltaget i alle tre finaler for Pirates. 

- Vi har en stærk base, og det er mange af de samme spillere, som har spillet de to tidligere finaler, der spiller denne finale også, pointerer han. 

Kampen fløjtes i gang klokken 20.15, og der er stadig billetter tilsalg til opgøret. 

Du finder dem via dette link: https://shop.aalborgpirates.dk/kampe/finale1-2023  

 


Pirates smadrer Herning og bringer sig foran i finaleserien Derfor kalder Bjorkstrand finale speciel