Aalborg Pirates er glade for at kunne præsentere 24-årige Søren Dietz-Larsen, der kommer til Aalborg for resten af sæsonen efter otte sæsoner i det svenske, hvor de seneste fire har været i HockeyEttan for Segeltorps og Nyköping, hvor han har haft godt med succes.
- Vi har været ramt lidt af skader på de offensive pladser, hvilket har givet gode muligheder for de unge spillere at vise sig frem. Men vi fik muligheden for at hente Søren til Aalborg, så slog vi til, da vi fik gode referencer på ham fra bl.a. Carstensen, der kender ham fra deres fælles ungdomstid i Vojens, udtaler sportschef Ronny Larsen.
Søren Dietz-Larsen har spillet de seneste sæsoner i den svenske liga HockeyEttan, hvor han endte med 123 kampe og 96 point, hvor 2/3 af dem var kommet via mål. Det gav ham muligheden for en tryout hos Mora IK i AllSvenskan, men det gav ikke pote, og derfor vender Dietz-Larsen hjem mod Danmark. Han har ligeledes tidligere i karrieren været omkring Malmös U20 hold samt diverse danske ungdomslandshold, hvor han har været med U18 landsholdet til VM.
- I Dietz-Larsen får vi en stor og stærk forward, der kommer med en del power i både skøjteløb og tacklinger. Igennem hans karriere har han været en født målscorer, og det vil vi gerne se ham fortsætte med i Aalborg udover hans fysiske spil, slutter Ronny Larsen.
Søren Dietz-Larsen ankommer til Aalborg på onsdag, og tager med holdet til de to Champions Hockey League kampe i Sverige. Han kommer til at spille med nummer 92 i denne sæson.