Projekt Fritidshelte har et tydeligt erhvervsrettet fokus og et mål om at skabe rigtige jobs. Vi vil sammen med Aalborg kommune og erhvervslivet knække koden til fritidsjob for unge udskolingsbørn. For fritidsjob bygger på relationer og klæder de udsatte unge på til senere at kunne mestre et arbejde i deres voksenliv.
En række undersøgelser viser, at unge, som har haft fritidsjob, har højere sandsynlighed for at komme i gang med og gennemføre en uddannelse end unge, der ikke har haft et fritidsjob. Dermed øges også sandsynligheden for, at de senere finder job og opnår selvforsørgelse.
Projekt ”Fritidshelte” vil i en treårig periode sørge for 210 fritidsjobs for udsatte unge på 13-17 år
- 60 fritidsjobs i perioden 01.06.2023 – 31.05.2024
- 70 fritidsjobs i perioden 01.06.2024 – 31.05.2025
- 80 fritidsjobs i perioden 01.06.2025 – 31.05.2026
Gennem projekt FRITIDSHELTE vil Aalborg Pirates stille arbejdsopgaver til rådighed for målgruppen, der er designet til, at de kan og må håndteres af den unge målgruppe. Vi ønsker gennem vores indsats at styrke deltagernes mentale- og fysiske sundhed, skabe fællesskab og indblik i det frivillige arbejde, som foreningslivet også byder på. Foruden et fritidsjob får deltagerne adgang til en række udvalgte hjemmekampe, tur til Fårup Sommerland og istid, hvor de selv kan prøve egne færdigheder af.
Aalborg Pirates vil sideløbende forsøge at hjælpe de unge FRITIDSHELTE i fritidsjobs hos vores samarbejdspartnere.
Vores første FRITIDSHELTE havde debut med de vigtige opgaver inden og efter vores sidste hjemmekamp imod Herlev Eagles i september 2023.