Aalborg Pirates har sat navn på kaptajnen for sæsonen 2026/27. Julian Jakobsen får igen C'et på brystet og skal stå i spidsen for Pirates i sin sidste sæson som aktiv ishockeyspiller.

Dermed vender en af de største lederprofiler i klubbens nyere historie tilbage som kaptajn. Julian Jakobsen bar C'et for Aalborg Pirates fra sin hjemkomst i 2016 og frem til 2024, hvor han efter otte sæsoner selv valgte at give kaptajnrollen videre til Lasse Bo Knudsen.

Cheftræner Daniel Johansson ser valget af Julian som et naturligt valg i en trup, hvor ambitionerne og kravene til kulturen er høje.

"I Julian får vi først og fremmest en leder, som ved, hvad det kræver at vinde. Han stiller store krav til sig selv og til menneskerne omkring sig, og han har en naturlig autoritet i omklædningsrummet. Han kender klubben, byen og forventningerne omkring Aalborg Pirates bedre end de fleste."

"For mig handler en kaptajn ikke kun om, hvad man siger. Det handler mindst lige så meget om de standarder, man sætter hver eneste dag. Her er Julian et forbillede. Han har erfaringen og roen, men samtidig en enorm konkurrencementalitet og et ønske om hele tiden at gøre holdet bedre. Det er præcis den kultur, vi ønsker omkring vores hold," siger Daniel Johansson.

Den 39-årige aalborgenser har en karriere bag sig, som kun få danske ishockeyspillere kan matche. Efter gennembruddet i Aalborg fortsatte karrieren i Odense, inden turen gik til svensk ishockey hos Södertälje SK og efterfølgende fire sæsoner hos Hamburg Freezers i den tyske DEL. I 2016 vendte han hjem til Aalborg.

På landsholdet nåede Julian Jakobsen 206 landskampe, inden han i 2022 afsluttede sin landsholdskarriere. Han har desuden repræsenteret Danmark ved en lang række VM-slutrunder.

Med Aalborg Pirates har han været en central del af klubbens mest succesfulde periode og været med til at vinde danske mesterskaber i 2018, 2022 og 2023.

For Julian Jakobsen bliver kaptajnrollen en særlig måde at tage hul på den sidste sæson i en lang karriere.

"Det er selvfølgelig en stor ære igen at få C'et på brystet i min klub. Aalborg Pirates betyder utrolig meget for mig, og jeg glæder mig til at tage ansvar sammen med resten af ledergruppen og holdet."

"Vi skal skabe en stærk kultur fra første dag, hvor vi arbejder for hinanden og stiller krav til hinanden. Jeg går ind til min sidste sæson med præcis den samme ambition, som jeg altid har haft – jeg vil vinde. Det ville være svært at forestille sig en bedre afslutning end at stå med noget stort sammen med holdet og hele Aalborg," siger Julian Jakobsen.

Julian Jakobsen er dermed igen kaptajn på piratskibet – og skal i sin sidste sæson stå i spidsen for jagten på nye resultater til Aalborg Pirates.


Aalborg Pirates henter svensk powerforward