Eric Hjorth stopper i Aalborg Pirates og er dermed ikke længere en del af klubbens spillertrup. Vi takker Eric for indsatsen i Pirates-trøjen og ønsker ham alt det bedste fremover.

Eric Hjorth stopper i Aalborg Pirates – klubben arbejder på nye forstærkninger.


Aalborg Pirates og Eric Hjorth er efter spillerens eget ønske blevet enige om at ophæve kontrakten. Den svenske spiller har ikke været tilfreds med sin egen indsats i klubben og ønsker nu at søge nye udfordringer.


Eric Hjorth ser tilbage på en periode i Aalborg Pirates, hvor han ikke selv føler, at han har leveret på det niveau, han havde håbet og forventet. Derfor har han ønsket at fortsætte sin ishockeykarriere andetsteds, og Aalborg Pirates har valgt at imødekomme hans ønske.


Administrerende direktør Peter Lauritsen takker Eric Hjorth for hans tid i klubben
– Eric er en rigtig god fyr, som har været en positiv del af vores trup og bidraget til fællesskabet omkring holdet. Han har grebet sin tid i Aalborg an med en professionel indstilling, og selvom det sportslige ikke blev, som hverken han eller vi havde håbet, har vi sat pris på at have ham i klubben. Vi respekterer hans beslutning og ønsker ham alt muligt held og lykke i den videre ishockeykarriere, siger Peter Lauritsen.


Aalborg Pirates har allerede rettet blikket mod en erstatning
Aalborg Pirates er allerede i gang med at undersøge mulighederne for at hente en erstatning for Eric Hjorth. Samtidig fortsætter klubben arbejdet med at styrke spillertruppen yderligere.
– Vi har allerede rettet blikket mod en erstatning for Eric, men vi kigger også på, hvor vi ellers kan gøre holdet stærkere. Vi har ambitioner om mere, og derfor følger vi løbende mulighederne for at tilføre truppen yderligere kvalitet, fortæller Peter Lauritsen.


Holdkortreglerne sætter rammerne
Metal Ligaens holdkortregler sætter både økonomiske grænser og begrænsninger for, hvor mange nye spillere klubberne må hente i løbet af sæsonen.
– Vi kan derfor ikke bare hente nye spillere, hver gang vi gerne vil styrke holdet. Vi skal vælge med omtanke og sikre, at vi får mest muligt ud af de muligheder, vi har. Men vi arbejder hele tiden på at gøre Aalborg Pirates stærkere, og vi holder øje med mulighederne for at hente yderligere forstærkninger, siger Peter Lauritsen.


Aalborg Pirates melder yderligere ud, når der er nyt om spillertruppen.


Mestrene sejrede trods flot indsats fra piraterne