Når Final 4 afvikles de kommende dage i Bentax Isarena er det tredje gang, at den danske pokalturnering afvikles mellem de fire hold, som efter 16 spillerunde i Metalligaen indtog de fire første pladser.
To har skilt sig ud, Aalborg Pirates og Rungsted, ved at have været i de to første finaler og vundet hver sin. Nu har Pirates og Rungsted begge muligheden for at fordoble pokalmesterskabet.

Det nordjyske brag
Fredagens to semifinaler står nemlig mellem Herlev Eagles og Rungsted Sejer Capital samt det nordjyske brag mellem Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks. Altså mulighed for en gentagelse af finalen i sæsonen 2017/18.
Finalestævnet, der blev afviklet i Boxen i Herning og som samtidig var en art generalprøve på VMs A-gruppe, havde Pirates og Rungsted som finalehold. Rungsted havde i sin semifinale nærmest spillet Odense ud af isen med en knusende 7-0-sejr, mens Pirates måtte arbejde noget hårde for at besejre hjemmebanefavoritten Herning med 4-1. Pirates målscorere var Henry Hardarson, Sebastian Brinkman, Pierre-Olivier Morin og Kirill Kabanov.
I finalen var det igen Henry Hardarson, der åbnede målfesten. 1-0, hvilket også var stillingen efter første periode. Straks i anden periode ville Rungsted spille med og fik udlignet til 1-1. Men Christopher Frederiksen og Mikkel Højbjerg ville det anderledes. Med to må inden for tre minutter kom Piraterne foran 3-1, hvilket også var stillingen efter anden periode. Midt i tredje periode fik Rungsted reduceret til 2-3 og pressede hårdt på for en udligning. Kirill Kabanov og Henry Hardarson ville det anderledes og gjorde med to mål indenfor kampens to sidste minutter det til slutresultatet 5-2.
Titelørkenen var forbi. Den kun tredje titel til Aalborg nogen sinde og den første til Pirates var i hus. Henry Hardarson blev med sine tre mål og en formidabel arbejdsindsats kåret til årets pokalfighter.

Rungsteds ”onde” afslutning
Rungsted var også i finalen sæsonen efter og som blev afviklet i Bentax Isarena. Rungsted med en revanchesejr på netop 5-2 i semifinalen over Pirates, som havde Mikkel Højbjerg og Kelin Ainsworth som målscorer. Finalemodstanderen var Frederikshavn, som i sin semifinale havde besejret Sønderjyske med 2-1.
I finalen så det længe ud til, at Frederikshavn skulle sejre og Rungsted dermed for andet år i træk blive anden. Således første Frederikshavn i 3. periode med 2-1, da finalekampen gik ind i sit sidste minut, men i tiden 59.03 udlignede Rundsted, og da haluret viste 59.34 gjorde sjællænderne det ”onde” ved frederikshavnerne, da Mathias Persson scorede til 3-2, hvilket blev slutresultatet.


Hvem mødes i finalen
Nu står fredagens semifinaler først mellem Rungsted og Herlev og dernæst mellem Pirates og Frederikshavn.
Skal Rungsted i sin tredje finale ud af tre mulige.
Skal Pirates eller Frederikshavn i deres anden finale.
Skal Frederikshavn eller Herlev vinde deres første pokaltitel.
Skal Pirates eller Rungsted vinde deres anden finale.
Ja, spændende bliver det under alle omstændigheder.

Selvtilliden styrket
De fire Final 4-deltagere fik tirsdag alle styrket selvtilliden ved at vinde deres respektive opgør i Metalligaen. Rungsted og Frederikshavn viste god moral. Begge hold var nede med 0-2 mod henholdsvis Esbjerg og Sønderjyske, men fik det vendt til sejr. Frederikshavn dog først efter straffeslag. Herlev overraskede ved at vinde 4-2 over ellers formstærke Herning.
Pirates startede som lyn og torden hjemme mod Rødovre og førte hele 4-0 efter første periode. Herefter blev farten sat ned, og det hele endte med en ”kun” 7-2-sejr.
Cheftræner Garth Murray havde med succes rokeret lidt på angrebskæderne. Jeppe Jul og Thom Flodqvist havde byttet plads, således at Jeppe Jul igen var igen sat i angrebskæde med Pierre-Olivier Hinse, mens Thom Flodqvist fik Sebastian Brinkman og Tobias Ladehof som makkere.
Hinse var i målhumør og havde scoret to gange, da han desværre midt i anden periode måtte hjælpes fra isen med en skade i det højre ben.

Skader driller
Om den stærke canadier samt de to solide backer, Sebastian Bergholt og Victor Panelin Borg, der begge igen stod over, bliver klar til Final 4 er et stort spørgsmål.
Garth Murray havde efter kampen dette svar angående de tre til Nordjyske:
-Vi får se…
Til gengæld er tilbagevendte Martin Lefebvre fysisk klar til at gå om bord på Piratskuden, men om det allerede bliver til Final 4 afhænger af, om opholds- og arbejdstilladelsen når frem i tide.


Optakt: Frederikshavn står på menuen til Final4 METAL FINAL4: Tre Aalborg-profiler tvivlsomme