Mandag den 19. august 2024 afholdtes der generalforsamling i Aalborg Pirates A/S.

På generalforsamlingen aflagde bestyrelsesformand Morten Fals ledelsesberetning, ligesom selskabets årsrapport blev godkendt. 

Bestyrelsesformand understregede under sin beretning, at målet for fremtiden var klar med fokus på vigtige punkter, som skal sikre det fremtidige økonomiske fundament under Aalborg Pirates:

Øge antallet af sponsorer samt lykkes med større sponsorater.
Finde nyt supplerende ejere til klubben herunder ny kapitalstruktur med salg af aktier for Kr. 5.000.000,- 

I den forbindelse blev bestyrelsen udvidet fra 7 – 9 personer, som aktivt vil involvere sig i arbejdet herunder øvrige interessenter, som vil bakke op om det fremtidige Aalborg Pirates.

Kursen er sat!

------------------------------

Her kan du læse ledelsesberetningen i sin helhed:

Aalborg Pirates – ledelsesberetning 23/24.

Resultatopgørelsen for tiden 01.05.23 - 30.04.24 udviser et resultat på DKK -5.115.066 mod DKK 71.140 for tiden 01.05.22 - 30.04.23. Balancen viser en egenkapital på DKK -1.685.579.

Sæsonen 23/24 kommer til at gå over i historien, og ikke for det sportslige med Champions Hockey League deltagelse, Final 4 deltagelse og værtskab samt bronzemedaljer, men derimod for økonomiske udfordringer i slutningen af sæsonen. TAK til alle for jeres støtte.

Minus på 5 mio. DKK – lyder resultatet efter en tung oprydning over de seneste måneder efter det, som viste sig at være besvigelser og dokumentfalsk på et usædvanligt højt niveau over en længere periode af selskabets tidligere direktør. Der skal lyde en stor undskyldning fra os alle omkring organisationen i Aalborg Pirates. Det er vanvittigt og en kæmpe tragedie, at situationen kom så vidt, og vi ikke opdagede den svindel og det spil, som vi i længere tid har været statister i.

Aalborg Pirates var tilbage i april meget hårdt ramt. Alle i og omkring klubben er fortsat mærket af, at vi alle over en længere periode har arbejdet med forkerte forudsætninger og truffet helt forkerte beslutninger på baggrund af fejlagtige og fiktive tal.

Vi har over lang tid brystet os af at være Best In Class på og udenfor isen, hvilket vi også har været i en årrække, men vi kan nu se, at vi over de seneste par sæsoner er kommet væk fra hårdt arbejde, ydmyghed og det at lykkes sammen alle sammen. Vi er blevet bildt ind, at vi kunne gå på vandet samtidig med vores kapital og dermed økonomiske fundament blev fjernet. Vi skal tilbage til virkeligheden og den sparsommelighed som ellers har præget os.

Vi var alle i knæ i april. Spillerne var nede i semifinaleserien mod Esbjerg og tabte, men rejste sig og kæmpede en flot bronze hjem i opgørene mod Herning Blue Fox. Udenfor isen rejste vi os også, da det så allerværst ud.

Vi skulle have hjælp, hvis Aalborg fortsat skulle have eliteishockey!

Vi rakte ud til alle omkring klubben og byens støtter med et budskab om, at det skulle gå stærkt ellers var vi færdige på dette niveau.

Støttepakker, donationer, sponsorater, eftergivelse af regninger, støtteaktioner – alle sejl blev sat til at få Piratskibet i smult vand igen, og skabe tid til at finde kursen. Mange hjalp med dette – af hjertet tak.

Vi er nu ved at rette kursen ind til en ny fremtid. Sulten og ærgerrigheden skal tilbage i truppen og på banen, og vi skal udstråle, at vi vil vinde kampene. Vi vil i Final 4 finalen og ikke mindst vil vi tilbage på DM-tronen. Vi skal tilbage og vise, at vi er flagskibet i dansk ishockey på og udenfor banen men det kræver meget.

Med støtten er det gjort muligt, at vi kan arbejde videre på nogenlunde det niveau, som vi kender fra tidligere. En klub med store ambitioner om at tilfredsstille sit publikum, sponsorer samt levere ishockeyoplevelser med kant. Mulighederne er store grundet det arbejde, som er leveret over et årti af mange personer samt i samarbejde med foreningen med en flok frivillige, som leverer gang på gang.

Vores CSR-tiltag med Cool EAST gør det fantastisk og fortsætter medlemstilgangen og de gode aktiviteter faciliteret af Aalborg Pirates.

Et stort anlagt ESG-møde afholdt af Cool East trak fulde huse i foråret. Pilotprojektet ”Fritidshelte” som skulle skabe fritidsjob til udskolingsbørn i belastede områder, blev en så stor succes med Aalborg Pirates som igangsætter, at Den Obelske Familie Fond donerede penge til et projektforløb over 3 år.

Vores økonomiske fundament skal forbedres kraftigt indenfor kortere tid. Bestyrelsen har sat 2 spor, som der skal arbejdes aktivt med over de næste 1-2 år; øge antallet af sponsorer samt lykkes med større sponsorater og nye ejere til klubben samt ny kapitalstruktur.

Fundamentet er altafgørende for vi kan præstere i topsport og fastholde Aalborg Pirates som Danmarks ishockey flagskib.

Tak for støtten, tak for opbakning, lad os komme i gang med genrejsningen. Held og lykke til os alle.


MEDIA DAY: DIREKTE OG GRATIS PÅ METALLIGAEN.TV TORSDAG! Nederlag til vicemestrene i træningskamp