Man ser flere gange i løbet af en sæsonen i den bedste amerikanske liga, at der er hold, der er på togt i flere kampe af gangen. Det er dog sjældent, at man ser det herhjemme i den lille danske andedam.
Men det er lige det, som Pirates skal de næste par uger, hvor fredag aften er det Odense Bulldogs, der tager imod, mens det næste fredag (6. december) er det Herning Blue Fox, der tager imod og ugen efter er Herlev Eagles om tirsdagen (10. december) og Rungsted Seier Capital om fredag (13. december), inden Pirates igen spiller hjemme den 15. december.
Der skulle gerne nogle point på kontoen, for Pirates har tabt deres seneste tre udekampe, og seneste sejr på udebane kom mod netop Odense Bulldogs.
Odense Bulldogs har flere tidligere Aalborg spillere på holdet, og de vil være ekstra opsat på at drille deres tidligere klub, og derfor skal Pirates være fokuseret fra kampens begyndelse.
Odense er inde i en skidt stime for tiden, hvor de har tabt deres seneste otte kampe i træk i Metal Ligaen, så det ser skidt ud, og de er også blevet efterladt en smule i bunden af tabellen.
Pirates spillede senest mod SønderjyskE på hjemmebane, hvor der blev sat ny rekord i Aalborg med 11 sejre i træk på hjemmebane i ordinær tid. Man skulle dog kæmpe en del for den, da SønderjyskE var foran med 0-2 efter 2. periode, men Pirates kæmpede sig tilbage og endte med en 4-2 sejr efter bl.a. et par scoringer af Pierre-Olivier Morin.
Der skulle ikke være nogle ændringer på holdkortet i forhold til den kamp, hvor Victor Panelin-Borg sad ude med skade sammen med Marcus Pedersen.
Der er kampstart kl. 19.30 i VinMedKant Arena i Odense, og man kan følge den via livestats på Metal Ligaens hjemmeside.