Vi har noteret, at der er mange, der skriver på bl.a. de sociale medier, at vi ikke har så mange spillere endnu. Dog skal man huske på, at flere af vores spillere er på flerårige aftaler, der også er gældende for den kommende sæson. Så vi bringer lige et hurtigt overblik her.

Pr. dags dato ser truppen således ud, hvor vi nævner, hvor mange sæsoner, at de har spillet i Aalborg samt hvor lang tid, at de er på kontrakt fremadrettet. Vi har to målmænd, fem backs samt ti forwards på kontrakt til den kommende sæson.

Målmænd:
George Sørensen, 3. sæson i Aalborg, kontrakt t.o.m. 21/22
I målet har vi igen fornøjelsen af George Sørensen, der har været en sikker sidste skanse for Pirates i flere sæsoner, og var med det danske VM hold i Letland.

Frederik Søgaard, 1. sæson i Aalborg, kontrakt t.o.m. 22/23
Ung målmand, der er kommet til fra Herning forud for denne sæson, og han kommer til at danne makkerpar med George Sørensen, der ligeledes har en fortid i Herning.

Backs:
Nikolai Nielsen, 5. sæson, kontrakt t.o.m. 21/22
Et af vores egne unge talenter, der har bygget stille og roligt på, og er klar i den kommende sæson til at få mere ansvar på isen. Sidste sæson blev det til en del spilletid, hvor han fik en del mere erfaring.

Nikolaj Carstensen, 5. sæson, kontrakt t.o.m. 22/23
Carstensen kom til klubben op til The Double sæsonen, og han har været en fast bestanddel af truppen lige siden. Carstensen har bygget på sit spil sæson efter sæson, hvor han er blevet en stærk defensiv back med offensive kvaliteter.

Lasse Bo Knudsen, 9. sæson, kontrakt t.o.m. 23/24
En af vores egne drenge, der har arbejdet sig hele vejen op. Han er en veteran, der skal igang med sin 9. sæson, men han er kun 25 år gammel. Bosse yder altid en stærk indsats i egen zone og er en stærk defensiv back.

Anders Koch, 1. sæson, kontrakt t.o.m. 22/23
Koch er kommet til fra Esbjerg, hvor han var en af Esbjergs bedste backs i det forgangne slutspil. 23 år gammel, men kommer med masser af ligaerfaring, hvor han skal igang med sin 8. sæson i Metal Ligaen.

Jonas Wilquin, 3. sæson, kontrakt t.o.m. 21/22
En af vores unge drenge, der tilbage i sæsonen 2018/19 blev hevet op på eliten grundet skader og fik et par kampe. Sidste sæson var han en del af truppen, hvor han blev noteret for 7 kampe. Ligesom Nikolai Nielsen, så bygger han stille og roligt på, og er klar til at få mere ansvar i løbet af sæsonen.

Forwards:
Kirill Kabanov, 4. sæson, kontrakt t.o.m. 23/24
Den russiske publikumsfavorit er blevet glad for Aalborg, og vi er glade for Kirill. Han er en meget atypisk russisk ishockeyspiller, der sætter holdet først før egen succes. En arbejdshest, der har god teknik og kan gøre det uventede i flere situationer.

Jonas Jakobsen, 5. sæson, kontrakt t.o.m. 22/23
Endnu en af vores egne unge drenge, der har arbejdet godt ind på holdet. Trods kun 21 år, så skal han igang med sin 5. sæson på eliten, og Jonas arbejder altid hårdt på isen. Både til kamp, men også til træning, og han har taget mere og mere ansvar gennem sæsonerne.

Pierre-Olivier Morin, 4. sæson, kontrakt t.o.m. 21/22
Morin kom til Aalborg op til The Double sæsonen, og han har været her hver sæson med undtagelse af en enkelt sæson. En stærk center, der vinder en del faceoff, og er stærk i begge ender af isen. Han er også garant for en del point i løbet af sæsonen.

Jeppe Jul Korsgaard, 8. sæson, kontrakt t.o.m. 23/24
Jeppe Jul har altid gang i skøjterne på isen, når han er på isen. Han giver alt for holdet, hvilket man så sidste sæson, da han dukkede op til kamp på krykker, men spillede kampen og tog afsted på krykker. Grundet hans speed og teknik, så kan han sætte en modstander og gøre uventede ting på vej mod mål.

Mikkel Højbjerg, 6. sæson, kontrakt t.o.m. 21/22
Den ene halvdel af tvillingerne, der skal i gang med deres 6. sæson. Det er Mikkel, der er målscoreren af de to, selvom de begge scorer en del mål. Han har gennem flere sæsoner haft et godt blik for spillet sammen med sin tvilling og Julian Jakobsen.

Emil Marcussen, 6. sæson, kontrakt t.o.m. 22/23
Emil er klar til endnu en sæson i Aalborg, hvor det bliver hans 6. sæson i en alder af bare 22 år. Han er stærkt i fore-checking, hvor han stresser modstanderne til at lave fejl, og i den forgangne sæson har han fået udvisninger begået mod ham.

Thomas Spelling, 4. sæson, kontrakt t.o.m. 22/23
Herninggenser, der er faldet godt til i Aalborg, hvor han skal igang med sin 4. sæson. Spelling er altid klar med mål eller assists i kampene, hvor han snitter med over 1 point pr. kamp.

Martin Højbjerg, 6. sæson, kontrakt t.o.m. 21/22
Den anden halvdel af tvillingerne, der dog var skadesplaget i den forgangne sæson, men er nu klar til at give den fuld skrue inde på isen. Hvor, det mere er Mikkel, der er målscoreren, så er det Martin, der gør det mest som oplægger.

Julian Jakobsen, 9. sæson, kontrakt t.o.m. 22/23
Kaptajnen er naturligvis også klar på skibet i den kommende sæson. Masser af erfaring, og han er en af de få spillere fra Metal Ligaen, der er udtaget til Danmarks bruttotrup til OL-kvalifikationen, der spilles i slutningen af august i Oslo. Sidste sæson var hans bedste målmæssigt i karrieren.

Tobias Ladehoff, 9. sæson, kontrakt t.o.m. 21/22
Krigeren, der arbejder hårdt på isen hele tiden. En spiller, der er god til at komme under huden på modstanderne, så de laver fejl. Ikke en spiller, der laver masser af point men er uundværlig grundet sit arbejdsraseri.

Det var en mindre gennemgang, at de spillere, som vi allerede har på plads til den kommende sæson, der starter med en træningskamp mod Frederikshavn White Hawks 11. august, mens Metal Ligaen starter 3. september på hjemmebane mod Odense Bulldogs.


Pressemeddelelse: Aalborg Pirates forlænger med rutineret back og publikumsfavorit Ledelsesens beretning fra generalforsamling d. 30. juni 2021