Pirates var nede med 2-0 efter 2. periode, men en stærk 3. periode og overtid sikrede, at Pirates kunne rejse nordpå med to point i bagagen. Pierre-Olivier Morin blev den store helt med to mål i kampen, heriblandt den afgørende i overtiden.

SønderjyskE - Aalborg Pirates 2-3 (0-0, 2-0, 0-2, 0-1)
Mål: 28:30 1-0 Mathias Borring Hansen (Frank, Hansen), 39:22 2-0 Cameron Brown, 41:24 2-1 Cody Donaghey (Kabanov, Korsgaard) PP, 52:40 2-2 Pierre-Olivier Morin (Korsgaard, Kabanov), 2-3 60:40 2-3 Pierre-Olivier Morin (Spelling)

Udvisninger: SønderjyskE 4x2 min., Pirates 3x2 min.
Tilskuere: 0

Tirsdag aften skulle Pirates på tur til Sønderjylland, hvor SønderjyskE tog imod i Vojens. Der var godt nyt på holdet, da Martin Lefebvre var tilbage på holdet, men der var også en smule malurt i bægeret, da Josh MacDonald var ude til mødet med sine tidligere holdkammerater.
Dermed var Pirates uden Martin Højbjerg og Josh MacDonald til mødet, og papirerne på Ben Duffy var endnu ikke klar, så han var ligeledes heller ikke med.

Det er blevet til to møder mellem holdene indtil videre i denne sæson, hvor Pirates er rendt med sejren i begge opgør. Det var dog SønderjyskE, der kom ind til kampen med tre sejre i træk, mens Pirates ikke havde vundet i ordinær tid i de seneste fire kampe.

Pirates fik kampens første udvisning, men man spillede stærkt i defensiven og tillod ikke, at SønderjyskE fik de store chancer i powerplay. De kom frem til et enkelt skud i overtal, men det var Pirates, der havde godt kontrol på perioden.
Pirates så ud til at læse SønderjyskE som en åben bog, hvor man sørgede for, at SønderjyskE kun kunne tage de skud, som George Sørensen ikke ville have problemer med. Offensivt var det kæden med Kirill Kabonov, Pierre-Olivier Morin og Jeppe Jul Korsgaard, der fik lagt et stort pres på SønderjyskEs mål uden at det kastede mål af sig.
Imod slutningen af perioden fik Pirates et powerplay, der dog blev delt mellem perioderne, da det ikke lykkedes for Pirates at score i 1. periode.
0-0 efter 1. periode.

Det lykkedes ikke for Pirates at score i powerplay i starten af 2. periode, men Pirates blev ved med at skabe flere gode muligheder. Det lykkedes dog ikke at score på dem, men i stedet var det SønderjyskE, der kom foran ca. midtvejs i perioden.
SønderjyskE sendte en puck frem i banen, hvor Mathias Borring Hansen tog pucken med sig og skøjtede ind i zonen, hvor han sendte pucken ind i det fjerneste hjørne for George Sørensen. 1-0 til SønderjyskE ca. midtvejs i perioden.
SønderjyskE havde muligheden kort efter i powerplay for at komme yderligere foran, men defensiven fik lukket ned. Pirates kom også til muligheden i powerplay, men et par gode skud kunne dog ikke sende pucken ind bag Patrick Galbraith i SønderjyskE-målet.
SønderjyskE kom foran med 2-0 i periodens sidste minut, da Cameron Brown var hurtigst over sin egen returpuck, som han kunne tage med om målet, og sende i nettet bag George Sørensen.
Mod slutningen af perioden kom Pirates igen i powerplay, da Patrick Galbraith forsinkede spillet ved at blokere pucken i stedet for at spille den, hvilket endte med at han fik en udvisning. Derudover brokkede han sig til yderligere 2 min, så Pirates fik en gylden mulighed på vej ind i 3. periode.

Pirates startede derfor 3. periode i overtal, og det blev udnyttet til fulde, da Cody Donaghey blev efterladt i slottet foran mål, og han var sikkerheden selv og fik reduceret til 2-1.
Pirates kom frem til flere gode muligheder for at udligne, men man havde problemer med at få pucken forbi en storspillende landsholdsmålmand, Patrick Galbraith, i SønderjyskE-målet.
Midtvejs i perioden havde SønderjyskE muligheden i powerplay, og da George Sørensen mistede sin stav, så havde SønderjyskE gode muligheder, men defensiven arbejdede hårdt foran George Sørensen, så de ikke kom til de helt store muligheder.
Pirates fik udlignet til 2-2, da Jeppe Jul Korsgaard bag mål fandt Pierre-Olivier Morin i slottet, og han kunne sende pucken i nettet til fortjent udligning til 2-2.
Resten af perioden virkede en smule forsigtig fra begge parter, hvor man ikke ville sætte pointet over styr, som man var sikre på.
2-2 efter 3. periode, hvor Pirates kørte hårdt på og udnyttede et par af de muligheder, som man kom frem til.

I overtiden var det Pirates, der slog til, da Thomas Spelling fiskede pucken fra en SønderjyskE back, og sendte den ind foran til en helt fri Pierre-Olivier Morin, og han sendte pucken sikkert forbi Galbraith i målet til sejr på 2-3 efter overtid.
Pirates spiller næste gang på fredag, hvor der er topbrag i Bentax Isarena, når Esbjerg Energy kommer på besøg. Der er kampstart kl. 19.30, og der vil komme link til kampen på hjemmesiden og Metal Ligaens hjemmeside i løbet af fredagen.


Optakt: Forsmag på FINAL4 semifinale STREAM: SønderjyskE-Aalborg Pirates