Onsdag skal piraterne endnu en gang på is, når den første semifinalekamp skal spilles hjemme i Sparekassen Danmark Isarena.
Modstanderen er Herlev Eagles, og det er en klub, som før har givet aalborgenserne kamp til stregen.
- De kan godt spille fysisk, men nu er vi forberedt på det, siger sportschef Ronny Larsen.
Derfor har han også nogle helt særlige forventninger til semifinaleserien.
- Det bliver selvfølgelig en hård serie. Herlev spiller godt ishockey, og de har et godt powerplay, men de er ikke så brede som Rungsted, konstaterer Ronny Larsen.
Gennem kvartfinaleserien mod Rungsted Seier Capital fik piraterne nogle lussinger, det kan dog bruges, når det gælder semifinalen.
- Selvfølgelig starter man på en frisk, og hver kamp har sit ejet liv, men vi lærer altid noget undervejs, erkender Ronny Larsen.
Fansene har en betydning
Før den syvende og afgørende kvartfinalekamp fredag var Nicolai Carstensen ude og understrege, hvor vigtigt det var, at der kom mange fans og bakkede op om holdet.
- Fansene var der virkelig fredag, og der var en fantastisk opbakning, som vi kunne mærke hele vejen igennem. De var med til at bære os igennem, da det var hårdt og så lidt stramt ud, anerkender Nicolai Carstensen.
Derfor er han også særligt glad for sejren fredag, som gav piraterne en billet videre til semifinalen.
- Det var en hård serie, men vi vandt, og det er det vigtigste. Det fortjener fansene, og det fortjener klubben, konstaterer han.
Derfor kommer Aalborg-spilleren endnu en gang med en bøn til de mange fans.
- Den opbakning, vi havde fredag, gav noget ekstra energi og noget momentum i øjeblikke. Så det er rigtig vigtigt, at de kommer igen, for det betyder meget for os, understreger han.
Kampen fløjtes i gang klokken 20.15, og det er stadig muligt at købe billet til opgøret.