Pirates skulle vinde for at have en mulighed for videre avancement ved Continental Cup. Det blev en til tider hårdt spillet kamp, hvor der var mange små bataljer efter fløjten. Pirates tog dog en sejr på 2-5, og dermed rykker Pirates op på 2. pladsen i gruppen inden søndagens sidste kamp.

HK Gomel - Aalborg Pirates 2-5 (1-2, 1-2, 0-1)
Mål: 08:20 1-0 Pavel Razvadovski (Revenko, Voronov), 09:05 1-1 Johan Skinnars (Bjorkstrand), 13:19 1-2 Stephen Anderson (Morin), 30:43 1-3 Pierre-Olivier Morin (Anderson, Ladehoff) PP, 33:09 2-3 Pavel Razvadovski (Churlyayev, Revenko), 37:40 2-4 Nikolaj Carstensen (Mi. Højbjerg, Bjorkstrand), 55:22 2-5 Julian Jakobsen (Korsgaard) SH,

Udvisninger: Gomel 1x5+20 (Dadonov), 3x2 min., Pirates 5x2 min.
Tilskuere: Ikke oplyst

Skæbnekamp ved Continental Cup for Pirates, der gerne skulle have tre point i aftenens kamp efter nederlaget i gårsdagens kamp mod Sheffield Steelers. Gomel kom med en sejr over lettiske Olimp og kunne med en sejr sikre både sig selv og Sheffield Steelers en plads ved i SuperFinal i januar måned.
På holdkortet var der ikke nogle ændringer for nogle af holdene, hvor begge hold stod til at stille med fire kæder, og der var lagt i ovnen til, at der skulle arbejde hele kampen, hvis man skulle have sejren. Pirates var dog pisket frem til sejr, hvis der skulle være noget på spil i søndagens kampe.

Der var noget nerve på i starten af opgøret, hvor det så ud til, at det kunne blive første mål, der ville blive afgørende for kampens udvikling. Pirates kom med god fart i skøjter, hvilket så ud til, at det ikke var noget, der var godt for Gomel, der ikke kunne følge med Pirates' fart.
Gomel kom foran med 1-0 efter små otte minutters spil, da Pavel Razvadovski var efterladt foran mål, hvor han kunne sætte pucken over skulderen på George Sørensen med baghånden. Ikke den start, som hovedparten af tilskuere i Sparekassen Danmark Isarena havde ønsket sig på kampen. Dog gik der ikke mere end et minut, før at der var bragt balance i regnskabet, da pucken endte ved Johan Skinnars, der scorede sit første mål for Pirates i denne sæson. Han var først over en puck, der kom fra målmandens benskinne, og han satte den sikkert i nettet.
Efter små 13 minutters spil endte pucken igen bag Gomels målmand, men dommerne skulle ud for at tjekke video igennem, da Martin Højbjerg lå oveni Gomels målmand, men efter et lille minuts kiggen på video, så kom de ud for at dømme mål, da Martin Højbjerg var blevet skubbet ind i målmanden, og derfor var uforskyldt i situationen, og målet blev godkendt.
Pirates sløsede dog lidt i egen zone nogle gange, hvor Gomel var farlige, men George Sørensen havde fundet storspillet frem til kampen, hvor han var medvirkende til, at Pirates kunne skøjte til pause oppe med 1-2.

Pirates blev ved med at sløse i flere omgange i egen zone, men George Sørensen havde fundet flere store redninger frem, der var med til at holde Gomel nede på en scoring, da man var midtvejs ind i perioden.
Dramatikken indtraf efter små otte minutter, hvor Nikolai Nielsen skøjtede rundt om eget mål med pucken, og Yevgeni Dadonov kom rundt og satte en tackling i hovedet på Nielsen, der faldt til isen. Stephen Anderson og Lasse Bo Knudsen ville begge have fat i ham, og det lykkedes til dels, men spillerne endte ovenpå Nielsen, der lå og blødte på isen. George Sørensen forsøgte at få spillerne til at give plads til Nielsen, hvilket til dels lykkedes. Nikolai Nielsen måtte udgå kortvarigt, men kom tilbage i løbet af perioden.
Dadonov blev sendt i bad, og Pirates fik powerplay i fem minutter, hvor det lykkedes at score en enkelt gang ved Pierre-Olivier Morin, der hamrede pucken i nettet. Pirates måtte tage en udvisning og resten af tiden blev det til 4mod4, hvor Gomel var skarpest og fik reduceret til 2-3.
Pirates kom igen i powerplay, da Pierre-Olivier Morin modtog en knætackling på midten af isen, men Pirates fik ikke scoret i powerplay, men kort efter var det Nikolaj Carstensen, der var skøjtet frem, og han kunne sende pucken i nettet til 2-4. En scoring, der gjorde, at Gomel skiftede målmand, så Maxim Lubski overtog pladsen mellem stængerne. En stilling, der holdt perioden ud.

Pirates startede 3. periode med at komme i undertal, og det var tæt på at koste, men afslutningen fra Ambrozheichik sad på den ene stolpe. Det var en hoppende puck, der endte ved ham ved et tilfælde, men han formåede ikke at udnytte muligheden. I den anden ende var Patrick Bjorkstrand tæt på, men han fik ikke ordentligt ram på pucken, og han missede chancen for at bringe Pirates på 2-5.
Gomel begyndte at spille mere fysisk hockey, hvor Pirates dog stod godt imod. Selvsamme Bjorkstrand tog turen fra egen zone og havde en god mulighed, men der kom en stav i vejen i afslutningsøjeblikket.
Midtvejs i perioden var Gomel tæt på at få reduceret, men pucken endte under den ene benskinne på George Sørensen, og selvom Gomel spillerne forsøgte at skubbe den over stregen, så blev der fløjtet af fra dommernes side. Pirates fik også muligheder for at score yderligere, der kunne være vigtige i forhold til et indbyrdes regnskab, hvis resultaterne i morgen, søndag, ender på en bestemt måde. Thomas Spelling modtog pucken på offensiv blueline, men skøjtede ikke langt ind, før han skød over mål, hvilket er et meget godt symbol på en Spelling, der ikke helt er der endnu.
Gomel kom i overtal med lidt over fem minutter igen af perioden, hvilket var en gylden mulighed for dem at komme tilbage i regnskabet, men i stedet var det Julian Jakobsen, der kom afsted mod mål, hvor han sendte pucken over gribehandsken på målmanden til stor jubel i Sparekassen Danmark Isarena. I samme undertal var Mikkel Højbjerg tæt på at gøre det til 2-6, men hans afslutning blev reddet.

Tiden løb af uret, og Pirates kunne notere sig en sejr på 5-2, og dermed tage et stort skridt mod SuperFinal. Pirates spiller den sidste gruppekamp i morgen, søndag kl. 18.30, i Sparekassen Danmark Isarena. 


PIRATES I CONTINENTAL CUP SUPERFINAL Nederlag mod Sheffield efter drama