Flere hundrede fans var mødt op i Gigantium Isarena i eftermiddags, til den traditionsrige første træning, hvor Piraterne var samlet på is for første gang. Inden træningen gik i gang, kunne sportschef Ronny Larsen afsløre foran de fremmødte fans, at endnu en forstærkning var på vej til truppen. 

I defensiven har Aalborg Pirates nemlig forstærket sig med den 26-årige canadiske back, Ian Edmondson, der kommer til Aalborg fra ECHL klubben, Rapid City Rush. Det er hans første tur udenfor Nordamerika, og han ser gode muligheder i Pirates' spillestil. 

- I Ian får vi en stærk offensiv back, der kommer til at være en vigtig del af vores powerplay. Han spillede ikke så meget powerplay i ECHL, men han har kvaliteterne til at styre det fra blueline, udtaler sportschef Ronny Larsen. 

Ian Edmondson spillede de seneste 2 1/2 sæson i ECHL, med en halv sæson i Wichita Thunder samt hele sæsoner for henholdsvis Kalamazoo Wings og Rapid City Rush. Her blev det til samlet 132 kampe, hvor det blev til 53 point fordelt på 8 mål og 45 assists. 

- Vi har hentet en masse oplysninger ind på Ian, og vi kan sagtens se, at han vil blive en gevinst for os i den kommende sæson. Han har produceret godt af en back, der ikke har spillet så meget powerplay, og han passer godt ind i vores spillestil, slutter Ronny Larsen. 

Ian støder til truppen senere på ugen, og var derfor ikke på isen til eftermiddagens træning. 

Kontrakten er under forudsætning af den endelige godkendelse fra licensudvalget. 

Ved spørgsmål eller for uddybende kommentarer kontakt:
Sportschef, Ronny Larsen, tlf. 21 68 91 13
Direktør, Lars Laursen, tlf. 22 95 27 17 


Pirates TV: Interview med Julian Jakobsen Nu går piraterne på is igen