Piratmålmændene, Georg Sørensen og Jesper Wulff har til opgave at forhindre pucken i at ende i netmaskerne. Altså at præstere redninger.
Nu er de også gået ind i kampen for at redde Piratskudens økonomi. Derfor har de begge købt billetter til DEN AFLYSTE FINALE.
-Selvfølgelig har jeg købt billetter, siger Georg Sørensen. Klubben står i en kedelig situation, og når man kan se, at så mange støtter op og giver et bidrag til, at vi kan komme videre og det helst på samme niveau som i den afbrudte sæson, så må vi spillere da også bidrage lidt.
Imens det meste af samfundet er lukket ned, kan tiden ind imellem falde for lang for den 24-årige målmand, der holder formen lidt vedlige ved at løbe hver dag. Ellers bruges en del tid på Play Station. I påsken har han været hjemme i barndomsbyen Herning, men nu tilbage i Aalborg, hvor han venter på, at træningen til sæsonen 2020/21 så småt kan starte op.

Offensivt islæt
Men man vinder ikke guld udelukkende ved redninger. Der skal også et offensivt islæt til. Hvem kan gøre det bedre end to af Pirates bedste målscorere, Thomas Spelling og Julian Jacobsen. De har begge endnu en gang scoret ved at købe billet til DEN AFLYSTE FINALE.
En af de første spillere, der købte billetter var Thomas Spelling, der har skrevet kontrakt med Piraterne for yderlige to år:
-Jeg befinder mig godt i Aalborg, og så var det naturligt, at det blev til en forlængelse, siger Thomas Spelling. Det fungerer godt såvel på som uden for isen, og det var mere end ærgerligt, at vi ikke fik lov til at gøre arbejdet færdigt.
-Jeg er overbevist om, at vi kunne være gået hele vejen. Vi havde et kanonhold. Uden sammenligning det bedste hold, jeg har spillet på i Danmark. Det kan blive svært at få et hold af samme styrke i den kommende sæson, men jeg er ikke i tvivl om, at vi nok skal ende i toppen, og hvem ved…
Thomas Spelling holder formen ved lige ved at selvtræne samt spille tennis med nogle af holdkammeraterne, og så bruger han også tid på Play Station.

Godt gået mor
Ikke nok med at Thomas Spelling har købt støttebilletter. Det samme har hans mor Anette Spelling, der bor i Herning, som kunne have været aftenens modstander i Bentax Isarena. Den første finalekamp var netop planlagt til i dag fredag 17. april.
Men der skal lyde:
Godt gået mor Spelling…


Ishockeyhjertet banker stadig varmt hos pioner Haugaard Aalborgs Olivier Hinse skifter tilbage til Ravensburg og Tyskland