Pirates havde turen til Bitcoin Arena, hvor Rungsted Seier Capital bød på topopgør. Pirates var sikker i deres spil i store dele af kampen, og tog en sikker sejr på 5-1.

Rungsted Seier Capital - Aalborg Pirates 1-5 (0-3, 0-0, 1-2)
Mål: 05:06 0-1 Pierre-Olivier Morin (Ma. Højbjerg, MacDonald) PP2, 16:49 0-2 Mikkel Højbjerg (Ma. Højbjerg), 17:01 0-3 Tobias Ladehoff (Kabanov), 50:01 1-3 Mattias Persson (Jensen, Olsson) PP, 52:48 1-4 Kirill Kabanov (Brinkman, Lefebvre), 54:49 1-5 Marcus Pedersen (Neill)

Udvisninger: Capital 3x2 min., Pirates 1x10 min. (Bergholt), 7x2 min.
Tilskuere: 375

Der var lagt op til et topopgør i Bitcoin Arena, hvor Rungsted Seier Capital kunne tage imod. Hos Pirates var man stadig uden Lasse Bo Knudsen og Thomas Spelling. Siden sidste kamp var Jonas Jakobsen skrevet på skadeslisten. Det betød, at Marcus Pedersen gled direkte ind i 4. kæden, og spillede en rigtig god kamp, der blev kronet med en scoring samt en stor arbejdsindsats.

Pirates startede kampen i højt tempo, og allerede i det første minut var Mikkel Højbjerg tæt på at bringe Pirates foran, men han fik ikke ordentligt træf på pucken, der hoppede på stolpen ud i spil igen. Minuttet efter var det Marcus Pedersen, der var tæt på, men han var ikke hurtig nok ved den fjerneste stolpe.
Rungsted blev ramt af et par udvisninger, hvilket Pirates udnyttede til at komme på 0-1, da Pierre-Olivier Morin fik sidste stav på en puck, der hoppede og dansede tæt under mål. Kort efter var Pirates igen i powerplay, hvor der kom et par chancer, og Rungsted var advaret.
Et par defensive fejl af Rungsted blev udnyttet med 12 sekunders mellemrum, hvor det først var Mikkel Højbjerg og siden Tobias Ladehoff, der sendte pucken i nettet.
Rungsted havde til tider et pres på Pirates' mål, men det var mest grundet egne defensive fejl, hvor man ikke fik pucken ud af egen zone.
0-3 efter 1. periode var ikke ufortjent for Pirates var det bedre hold.

I 2. periode var der mere stillingskrig, hvor det ikke blev til de helt store chancer. Marcus Pedersen havde et par halve chancer, hvor han ikke kunne komme helt fri. Pirates fik deres første udvisninger i kampen, hvor man arbejdede hårdt i egen zone uden, at Rungsted kom frem til de helt store chancer. Rungsted var tæt på, men Sebastian Bergholt kom tilbage i sidste sekund med en god backchecking.
Rungsted var kommet bedre med i kampen, men havde deres bedre chancer i overtal, hvor defensiven var gode til at holde spillerne væk foran George Sørensen, så han havde frit udsyn.

Pirates overlod en del af spillet til Rungsted i de sidste tyve minutter, hvor man blev presset tilbage i egen zone. Pirates tog flere udvisninger, og midtvejs i perioden fik Rungsted reduceret, og samtidigt kom Pirates igen i undertal.
Der blev kæmpet hårdt i undertal, hvor Jeppe Jul Korsgaard kommer alene afsted mod mål, men han fik ikke sendt pucken i nettet, der kunne have afgjort kampen.
Kampen blev afgjort, da Kirill Kabanov og Daniel Madsen kommer afsted mod mål, hvor Kabanov finter og sender pucken i nettet til en afgørelse af kampen.
Et par minutter senere blev det også til 1-5, da Marcus Pedersen modtog pucken midt for mål, og han sendte den sikkert i nettet til kampens slutresultat, 1-5 til Pirates.
Dermed rykkede Pirates op på 1. pladsen i Metal Ligaen med 10 point efter 4 kampe, mens Rungsted er nummer 2 med 8 point.

Pirates spiller næste gang på fredag kl. 19.30, hvor Herning Blue Fox gæster Bentax Isarena.


SKARPE BILLEDER FRA Aalborgs sejr i Rungsted Optakt: Tidligt topbrag, når Pirates gæster Rungsted