-Det er virkelig imponerende. Nu håber jeg, at vi kan tænde de røde lygter 1. maj. Herefter kan vi så begynde at kikke fremefter, og bruge kræfter på den nye sæson. Men indtil da må vi krydse fingre for, at opbakningen fortsætter.

Aalborg Pirates formand Morten Fals hentyder til, at på nøjagtig tre uger er det lykkedes at sælge 4.444 billetter til DEN AFLYSTE FINALE, hvilket er lig med 2/3 af de billetter, der blev sat til salg 15. marts. Målet er at få solgt 6.666 billetter, hvilket vil give en million kroner, som er omkring halvdelen af de indtægter som slutspillet var kalkuleret til at give Pirat-skattekisten.
Kan de røde lygter tændes 1. maj, skulle de øvrige tiltag (salg af merchandise, støtte t-shirt samt seneste tiltag trøjeaktionen over spillernes hjemmebanetrøjer) betyde, at Pirates slipper med skindet på næsen og økonomisk komme ud af sæsonen 2019/20 med et nul.
Når Morten Fals håber at kunne tænde de røde lygter 1. maj, hænger det sammen med, at fredag 1. maj var netop den dag, at en syvende finalekamp var berammet til - og billetterne til DEN AFLYSTE FINALE er udstedt til netop den dag.

Start på trøjeauktion
Auktionen over hjemmebanetrøjerne starter i dag kl. 12.00, og der er ingen tvivl om, at der vil blive rift over de autentiske spillertrøjer, der kun nåede at være i brug til grundspillets kampe i Bentax Isarena.
Til disse tiltag kommer midler fra statens hjælpepakker og penge fra Dansk Ishockey Union, der uddeler en del af de 13 millioner kroner, som var overskuddet ved VMs A-gruppe i Danmark. DIU-pengene går til de ni klubber i Metalligaen.

Trofast hjemmepublikum
Pirates har ubetinget Metalligaens mest trofaste hjemmepublikum. De 24 hjemmekampe i grundspillet er blevet overværet af 76.152 tilskuere, hvilket giver over 3.000 i gennemsnit. Med så stor en opbakning kan man godt drømme om udsolgt hus: 5.000 tilskuere til kvartfinale-, semifinale- og finalekampe. Det ville i så fald have givet indtægter fra mellem 30.000 og 60.000 tilskuere, alt efter om runderne ville byde på 2 til 4 kampe.
Drømmetænkning.
Ja, måske.
Men ikke urealistisk drømme.

Idemanden
Det er Pirates Billet og Marketingsansvarlig Thomas Simonsen, der er idemand bag salget af billetter til DEN AFLYSTE FINALE. Han havde set, at i Sverige havde Björklöven lavet et lignende tiltag til en kamp imod MODO, og som blev aflyst på grund af Coronas indtog. Björklövens solgte ikke færre en 19.655 billetter.
Aalborg Pirates vil godt nøjes med mindre.
Ved salg af 6.666 billetter vil Piratskuden lade kanonerne salutere og kippe med flaget.
Thomas Simonsen er blevet belønnet for sit initiativ ved som eneste medarbejder at skulle møde på arbejde for at holde dampet oppe. Alle øvrige medarbejdere spillere, træneren og folk i administrationen har fået landlov – er blevet sendt hjem på ubestemt tid.


Så er Old Players Lounge på banen igen Metal-formand ser frem til det tredje DM-guld