For første gang i denne sæson bliver Piratmandskabet tv-stars. Det sker i aften, hvor Piraternes går på pointtogt i det fynske, hvor Odense venter, og TV 2 Sport transmitterer med optakt fra kl. 19.00. Kampstart er kl. 19.30.

Det er top mod bund, der mødes, men Pirates skal ikke vente nogen walk over. Godt nok bunder Odense med blot 7 point (mod Pirates 22), men de fynske ismænd har været godt med i de fleste opgør, som er endt med knebne nederlag.

Det er tredje gang, at Odense møder Pirates. Først en træningskamp i Odense, som Pirates vandt 4-3 og dernæst sæsonens andet Metalligaopgør, hvor Pirates i Bentax Isarena vandt 3-2.

Odense har skiftet godt halvdelen af holdet ud fra seneste sæson. Der er tilgang af seks såkaldte importspillere med målmand Evan Cowley som den mest markante forstærkning. Amerikaneren har stået nogle brandkampe og længe holdt Odense inde i kampene.

Der er tre tidligere Pirater hos hjemmeholdet. Sebastian Ehlers, Henry Hardarson og Oliver Anker Christensen.

Pirates to seneste kampe på udebane mod henholdsvis Esbjerg og Herlev er resulteret i to 3-2-sejre efter forlængelse. Modsat sæsonens første kampe, hvor det har været de offensive kræfter, der har været iøjnefaldende, så har en stærk defensiv været baggrunden for de to udebanesejre.

I ishockeyunionens nye portal Metalligaen.dk sætter man hver uge ”Ugens hold” – altså med seks spillere. Her kan du læse følgende:

 

”Georg Sørensen: Har fået en rigtig flot start på sin tid i Aalborg, og stod nærmest på hovedet i Herlev, hvor han ”egenhændig” holdt Piraterne inde i kampen. Holdt både Esbjerg og Herlev på to mål, vandt straffeslag i Esbjerg og overtid i Herlev”.

 

”Sebastian Bergholt: Fortsætter med at være stærk og skarp på nordjydernes blå linje. Den tidligere Rødovre-back har i den grad konsolideret sig hos Aalborg Pirates, nøjagtig som kollegaen Anders Krogsgaard. Runder rask væk 25 minutter i hver eneste kamp og spiller bundsolidt i defensiven hos Pirates”.


Tre sikre point hentet i Odense Udvidet spillerstatistik