Der kom en mail fra Aalborg Pirates’ pressechef. Skriv en håndfuld linjer om Final 4. Hvordan vurderer du chancerne? Hvem står med pokalen på lørdag? Lad mig høre. Sådan omtrent lød pressechefens venlige opfordring.

Nu er det ikke altid, jeg gør, hvad folk beder mig om. Men okay. Når man har kendt Larsen i et par generationer, går man naturligvis til tangenterne.

Lad mig skrue tiden tilbage til en af de første dage i september inden nedkastet til premieren på Metal Ligaen.

Jeg vurderede dengang i B.T. den kommende DM-turnering til at være den måske stærkeste i historien med rekordstor bredde og flere bejlere til medaljerne end nogensinde. Det har de seneste små fem måneder ikke lavet om på. Det er stadig min mening.

Min guldfavorit var Aalborg Pirates, som især skiller sig ud med sin danskerstamme. Og jeg tilføjede: ”Det undrer mig ikke, hvis vi får et nordjysk finaledrama mellem Pirates og White Hawks.”

På det punkt var jeg lidt mere usikker, men alligevel var det en spændende mulighed. Vil det ikke være det største i dansk ishockey med de to rivaler i et brag af en finaleserie for udsolgte huse?

Men nu til noget helt andet. Til pokalturneringen her og nu. En brandvarm Final 4. Den hurtigste vej til en pokal, men bestemt ikke nogen let vej.

Der er lagt op til tre tætte og dramatiske kampe i Bentax Isarena. Og denne ydmyge signatur bliver ikke spor forbavset, hvis én eller måske endda to af kampene går i en nervepirrende forlængelse.

Det gjorde ikke optakten mindre interessant, at alle fire semifinalister vandt deres kampe i tirsdags og kommer med en god portion optimisme.

Men nu til dét, pressechefen bad mig om. Her er min vurdering af Final 4.

Herlev Eagles var groft undervurderet inden sæsonstarten, men har været et stort lyspunkt. Og så har ørnene en superfarlig førstekæde, som de andre hold må misunde. Men er førstekæden og alle andre Herlev-kvaliteter nok mod the double-vinderne anno 2019, Rungsted Seier Capital?

Nordsjællænderne har ikke haft sidste sæsons klasse og stabilitet, men alligevel ser jeg dem som kommende Final4-finalister.

Formentlig er der mange (især nordjyder), som vil betragte semifinalen mellem Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks som den moralske finale. Jeg tror mest på Pirates, som har domineret ligaen omtrent fra dag ét. Men jeg har på fornemmelsen, at det bliver så tæt, at afgørelsen først falder i forlængelsen.

Og så står vi med en lørdagskamp om pokalen mellem Aalborg Pirates og Rungsted Seier Capital.

Mit tip
Aalborg Pirates tager sæsonens første pokal. Og så må vi se, om det bliver efter et lige så stort og vildt finaledrama som sidste år, hvor Frederikshavn førte 2-1 mod Rungsted med 56 sekunder tilbage og tabte 2-3.

Peter Fredsberg


OPTAKT: Aalborg Pirates-Frederikshavn White Hawks Optakt: Frederikshavn står på menuen til Final4