Fredag aften kommer Esbjerg Energy på besøg i Bentax Isarena, og det er en lille forsmag på den ene semifinale ved Metal FINAL4, der afvikles i Bentax Isarena i næste weekend. Pirates har revanche til gode mod Esbjerg efter tre nederlag indtil videre i sæsonen.

Lodtrækningen til Final4 semifinalerne ville have, at Aalborg Pirates skulle møde Esbjerg Energy i den ene semifinale. Her en uge før den kamp skal spilles, så møder man også Esbjerg Energy i et topopgør i Metal Ligaen, hvor der står vigtige point på spil. Faktisk skal Pirates også spille mod Esbjerg på søndag, hvor det dog er på udebane.

Pirates spillede tirsdag aften på udebane i Vojens, hvor Pirates var bagud med 2-0 efter 2. periode, men et hurtigt mål i powerplay i starten af 3. periode gav masser af gejst til Pirates. Pierre-Olivier Morin fik udlignet til 2-2, og det blev resultatet efter 3. periode, men i overtiden var det igen Morin, der blev afgørende. Thomas Spelling fiskede pucken i hjørnet og sendte den ind til en blank Morin, der kunne bruge god tid til at finde ud af, hvor han ville placere pucken og sikre Pirates ekstra pointet.

Esbjerg spillede også i tirsdags, hvor de dog havde en lidt nemmere kamp, da de spillede mod Herlev Eagles. Esbjerg dominerede stort set hele kampen og tog også en sikker sejr på 7-1, hvor de havde seks forskellige målscorere. Esbjerg kommer til kampen med to sejre, hvor begge dog var på hjemmebane over Herlev og Odense.

I denne sæson har Pirates mødt Esbjerg tre gange indtil videre, og alle tre gange er det endt med et nederlag til Pirates. Hver gang har Esbjerg scoret fem mål på George Sørensen, men Esbjerg har siden de opgør mistet Adam Cracknell, der blev kaldt over til Edmonton Oilers.

I tirsdags var Pirates uden Martin Højbjerg og Josh MacDonald, mens man ventede på papirerne fra Udlængestyrelsen på Ben Duffy. Det har ikke været muligt at få en opdatering på spillerne til fredagens kamp.

Der er kampstart kl. 19.30 i Bentax Isarena. Der er livestream på kampen, og der kommer link op til det på hjemmesiden samt Metal Ligaens hjemmeside. Lad venligst være med at klikke på andre end de officielle links til streams, da der er flere falske links ude lige omkring kampstart.


STREAM: Aalborg Pirates-Esbjerg Energy Stærkt comeback sikrede to points