Kampen kan ses på TV2 SPORT fra klokken 19.30, hvis man ikke selv har taget turen til Herning.

Aalborg Pirates drager endnu en gang til Herning tirsdag, hvor den sjette finalekamp fløjtes i gang klokken 20.15.

Aalborg-spillerne gik skuffet fra isen på hjemmebane søndag, da midtjyderne vandt 2-1. Piraterne havde nemlig muligheden for at afgøre serien foran et rekordpublikum i Sparekassen Danmark Isarena.

Dog har aalborgenserne stadig matchbold til tirsdagens opgør, da der står 3-2 i serien.

- Nederlaget søndag betyder jo, at vi skal vinde kamp seks, siger Nikolaj Carstensen med et lille grin og uddyber.  

- Det er selvfølgelig træls, at vi taber kamp fem, men det ligger på os selv, så nu skal vi ned og give den fuld gas, der er ikke noget at komme efter, understreger han.

Piraterne har haft et godt tag på herningenserne på trods af to nederlag på hjemmebane. Derfor skal Aalborg-spillerne heller ikke til at opfinde den dybe tallerken igen for at besejre rævene og afslutte serien.  

- Vi skal være hurtigere end dem og skøjte mere, vi skal ligge tættere på dem og få flere pucke på mål, så vi skal egentlig bare gøre som i de første fire kampe, konstaterer Nikolaj Carstensen

Kampen kan ses på TV2 SPORT fra klokken 19.30, hvis man ikke selv har taget turen til Herning. 

Se hele interviewet med Nikolaj Carstensen i toppen af artiklen. 


Aalborg Pirates er danske mestre for andet år i træk VIDEO: Highlights fra kamp 5 i finaleserien